Overtidsscoring slukkede Randers FC’s sejrsstime

Randers FC led sent nederlag på 1-2 mod de forsvarende mestre fra FC Midtjylland på en rigtig kold mandagsaften. Dermed sluttede stimen på seks sejre i streg. 

Mandag aften skulle Randers FC forsøge at fortsætte den formidable sejrsform, der hidtil havde resulteret i seks sejre i streg.

Første halvleg havde især ét dramatisk højdepunkt, da FC Midtjylland fik tildelt et straffespark – i hvert fald i første omgang. Klumpspil i Randers FC-feltet betød, at bolden ret tilfældigt tilfaldt Gustav Isaksen. Han blev hægtet af en fremstormende Patrik Carlgren, men heldigvis tog VAR affære og ændrede kendelsen. Dermed status quo i form af pausestillingen 0-0.

I det 68. spilminut holdt stillingen ikke længere. Der var pingpong-spil i hjemmeholdets felt, hvor bolden sprang frem og tilbage mellem venner og fjender, før den endte for fødderne af Luca Pfeiffer i det lille felt, som altså bragte midtjyderne foran 0-1.

Dette varede dog ikke længere end to minutter, før Randers FC udlignede. Vito Hammershøy-Mistratis frispark fandt Erik Marxen, som headede den på tværs af feltet. Her viste Alhaji Kamara igen, at han har et særligt angrebsinstinkt for at stå det rette sted i boksen, da han headede bolden i kassen. Således 1-1 på måltavlen og den sierraleonske skarpretters ottende sæsontræffer i 3F Superligaen.

Herefter bølgede kampen frem og tilbage, hvor begge hold havde deres momenter. Dybt inde i dommerens overtid skete dog det, der ikke måtte ske. Anders Drejer fik plads i højre side og sendte en fremragende tværspasning over i Awer Mabils fødder. Han sparkede bolden under en ellers velspillende Patrik Carlgren i buret, hvilket afgjorde kampen til midtjysk fordel.

Dette endte Randers FC’s sejrsstime, men ikke desto mindre er randrusianerne stadig placeret i den sjove ende af tabellen. Der er dog mulighed for oprejsning allerede på torsdag, hvor vi besøger Vejle i Sydbank Pokalen. Denne kamp starter kl. 20:15.

Kampfakta:
Randers FC – FC Midtjylland 1-2 (0-0)
0-1 Luca Pfeiffer (68.)
1-1 Alhaji Kamara (70.)
1-2 Awer Mabil (93.)

Startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren – Björn Kopplin, Simon Graves, Erik Marxen, Jesper Lauridsen – Tosin Kehinde (68. Tobias Klysner), Vito Hammershøy-Mistrati (85. Simon Piesinger), Frederik Lauenborg, Mathias Greve – Marvin Egho (85. Bassala Sambou), Alhaji Kamara.

Skrevet af: Christian Bundgaard Larsen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images