Randers FC nedsablede Esbjerg

Randers FC nappede for anden 3F Superliga-runde alle tre point. Denne gang i Esbjerg, hvor det blev til en 3-0-sejr på mål af Kopplin, Riis og Rømer. 

Kampen startede en smule uroligt med lidt fejlafleveringer og upræcise indlæg fra begge mandskaber. Men efter godt 10 minutters spil foregik spillet mest på Esbjergs banehalvdel. Randers FC formåede dog endnu ikke at blive rigtig farlige, og kampen var stadig uden nogle reelle chancer.

Efter et kvarter viste Randers FC dog lidt tænder. Marvin Egho modtog bolden på midten af banen og drev den fremad, for så at spille bolden i fødderne af Emil Riis, der havde retning mod mål. Jeppe Højbjerg kom dog ud af målet og fik sat en stopper for Riis.

Få minutter senere blev Emil Riis endnu engang farlig. På et frispark nogle meter uden for feltet sparkede Riis direkte på mål, men den vestjyske keeper fik lige en hånd på, og sendte bolden over overlæggeren. Halvvejs i kampens første halvleg bølgede spillet frem og tilbage. Begge hold havde svært ved at spille sig til de store chancer.

Randers FC spillede sig ellers flere gange igennem Esbjerg-defensiven og ind i feltet, men havde svært ved at gøre arbejdet færdigt. Det lugtede altså af, at vi skulle til pause med 0-0 på måltavlen.

Men… Et halvt minut inde i første halvlegs overtid kom Björn Kopplin på bolden i Esbjerg-feltet. Han tog et træk forbi en Esbjerg-spiller, og bankede så med venstrebenet bolden op i det lange hjørne. Med denne fremragende afslutning bragte Kopplin Randers FC foran, og kronjyderne kunne gå til pause med stillingen 0-1 efter en ellers chancefattig første halvleg.

Fra starten af anden halvleg skulle Esbjerg fB altså på jagt efter en udligning, og de forsøgte da også at lægge mere tryk på Randers FC. Men i stedet blev det efter 52 minutter til 0-2. Emil Riis blev spillet i dybden og sparkede tørt bolden fladt ind bag Jeppe Højbjerg i Ebjerg-målet.

Få minutter senere blev det så til 0-3. Et langt indkast ind i Esbjerg-feltet skabte lidt tumult, men på en nedfaldsbold blev bolden spillet i fødderne på André Rømer, der køligt bankede bolden helt ud langs stolpen i det nederste hjørne, og lukkede dermed kampen.

Nede 0-3 modtog Esbjergs Rodolph Austin sit andet gule kort, hvilket udløste et tidligt bad til jamaicaneren, og gjorde de vestjyske arbejdsbetingelser endnu sværere.

Med 20 minutter igen, fik Saba Lobjanidze muligheden for bringe Randers FC yderligere foran. Marvin Egho spillede en aflevering i dybden til Saba, der afsluttede fra en spids vinkel, men Højbjerg var på plads i målet.

Esbjerg forsøgte med enkelte store chancer at kæmpe sig tilbage i opgøret, men slutproduktet manglede hos vestjyderne og Randers FC kunne sikkert køre sejren i hus, og tage de tre point med hjem til Randers.

Næste kamp er mandag den 23. september kl. 19.00 hjemme på Cepheus Park Randers mod AC Horsens. Du kan købe billet til kampen på https://billet.randersfc.dk

Kampfakta:

Esbjerg fB – Randers FC

45. minut: 0-1 Björn Kopplin

52. minut: 0-2 Emil Riis

57. minut: 0-3 André Rømer

Startopstilling med ændringer undervejs:

Patrik Carlgren – Björn Kopplin, Simon Piesinger, Erik Marxen, Kevin Conboy – Mikkel Kallesøe, Frederik Lauenborg (80. Tosin Kehinde), André Rømer, Saba Lobjanidze (87. Kasper Høgh) – Emil Riis (67. Vito Hammershøy-Mistrati), Marvin Egho

Gule kort: Rodolph Austin (Esbjerg fB), Pyry Soiri (Esbjerg fB)

Rødt kort: Rodolph Austin (2x gult, Esbjerg FB)

Tilskuertal: 3422

Kampens spiller: Björn Kopplin (valgt af fansene via Randers FC-appen)

 

 

 

Skrevet af: Helena Lillelund
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images