Oliver Bjerrum Jensen på kontrakt i Randers FC

Oliver Bjerrum Jensen har i dag skrevet under på en 3-årig kontrakt med Randers FC.

Det er med stor glæde, at vi kan offenliggøre, at Oliver Bjerrum Jensen har skrevet under på en 3-årig kontrakt med Randers FC. Oliver er fra årgang 2002 og har fået den første del af sin fodboldopdragelse i Sunds IF og siden FC Midtjylland, hvor han spillede til og med U15.

Som førsteårs U17-spiller flyttede Oliver ind i collegebygningen i Randers og har siden spillet to år på Randers Freja FC’s U17 Liga-hold. Han har desuden deltaget på Superligaens træningslejr i Tyrkiet i forårsopstarten og spillet kampe for både U19- og Reserveliga-holdet.

De sidste to år har han gået på Randers Realskole og skal efter sommerferien gå på HHX hos Tradium i Randers.

– Oliver besidder mange kvaliteter som spiller. Først og fremmest er han en god knægt med en fremragende tilgang til sin individuelle udvikling, og på banen er han intelligent og kan med sin tekniske formåen løse situationer på små områder. Han har en stor motor, som han forstår at udnytte både i forsvarspillet og i spillet med bolden samt ikke mindst en rigtig flot højre fod, siger U17-cheftræner Michael Ravn.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Randers FC