Offensive forstærkninger til Randers FC

Randers FC har lejet den 26-årige offensivspiller Bashkim Kadrii i F.C. København, og har samtidig skrevet en 1-årig kontrakt med den montenegrinske kantspiller Vladimir Rodić.

Det går ikke helt stille for sig på transfervinduets sidste dag i Randers FC. Tidligere i dag har vi sagt farvel og på gensyn til Mayron George og Mikkel Kallesøe. Nu kan vi så sige goddag til to nye ansigter i Randers. Randers FC har således skrevet kontrakt med de to offensivspillere Bashkim Kadrii og Vladimir Rodić.

– Det er to spillere med spændende offensive kvaliteter, som kan bidrage med at få målscoringen i gang i Randers FC, lyder det fra Randers FC-direktør Michael Gravgaard.

26-årige Bashkim Kadrii lejes i F.C. København for resten af sæsonen, mens Vladimir Rodić har skrevet en 1-årig kontrakt med Randers FC.

– Bashkim er en eftertragtet spiller, fordi alle i Danmark ved, hvad han står for. Han er et energibundt, som kan være med til at sætte gang i offensiven og som har vist usædvanlig stærk karakter ved at kæmpe sig tilbage fra et par grimme skader. Han har potentialet til at blive en publikumsfavorit på BioNutria Park Randers, fortæller direktør Michael Gravgaard

Det er også et spændende bekendtskab, som Randers FC får i den 23-årige højrekantsspiller Vladimir Rodić, som kommer til klubben fra et lejeophold i serbiske FK Rad, hvor han var udlejet til fra tyrkiske Karabükspor.

– Vladimir er en spændende, dynamisk og kraftfuld kantspiller, som både kan bidrage offensivt med sine én mod én-færdigheder, assists og mål, og som samtidig ikke er bange for at arbejde hårdt begge veje. Derudover ser vi det som en stor fordel, at han kender skandinavisk fodbold fra et tidligere succesfuldt ophold i Malmø med erfaring fra bl.a. Champions League, siger Randers FC-direktør Michael Gravgaard.

Skrevet af: Julie Wind