Nye restriktioner betyder færre tilskuere

Nye restriktioner gør, at der nu kun må være 500 personer på Cepheus Park Randers til de kommende to hjemmekampe. Det betyder, at Randers FC er nødsaget til at annullere størstedelen af billetterne til søndagens opgør mod AGF.

Fredag eftermiddag meddelte statsminister Mette Frederiksen, at de regionale restriktioner er blevet udvidet til at omfatte hele Danmark til og med den 4. oktober. Det får betydning for 3F Superligaen og herunder Randers FC’s kommende hjemmekampe. Lige nu betyder det, at vi nu kun må være 500 personer til søndagens hjemmekamp mod AGF på Cepheus Park Randers.

Tallet på 500 personer inkluderer spillere, trænere, TV, presse og øvrige medarbejdere, så derfor er der et begrænset antal pladser tilbage til tilskuere.

Grundet lovgivningen om statens kompensationsordning for dækning af underskud for arrangører med flere end 1.000 publikummer er Randers FC forpligtiget til at begrænse tabet mest muligt for at få del i regeringens hjælpepakker.

Dette sker udelukkende via Randers FC’s samarbejdspartnere. Pladserne til søndagens kamp vil gå til denne gruppe af tilskuere. Alle samarbejdspartnere, der har bestilt billetter til kampen mod AGF vil blive kontaktet direkte via telefon eller via e-mail.

Senere vil det blive afklaret og udmeldt hvordan fordelingen til hjemmekampen den 2. oktober mod Brøndby IF vil blive.

Refundering af billetter

Har man købt billetter til søndagens kamp, vil man automatisk få refunderet sine penge i løbet af den kommende uge.

Har man sæsonkortabonnement vil man i starten af den kommende uge blive kontaktet via e-mail ift. kommende kampe.

Vi beklager meget. Vi glædede os meget til igen at kunne byde mange af vores trofaste fans og samarbejdspartnere velkommen på stadion, men vi håber på stor forståelse for situationen.

Vi melder ud igen, når vi har mere nyt.

Skrevet af: Christian Bundgaard Larsen
Foto: Jan Christensen, Getty Images