Ny dato fastlagt for udsat AGF-kamp

Søndagens udsatte 3F Superliga-opgør mod AGF spilles i stedet torsdag den 12. marts kl. 18.00.

Der var stor skuffelse at spore i Randers FC-lejren, da meldingen lød søndag formiddag om at lokalbraget mellem AGF og Randers FC ikke kunne spilles. Baneforholdene på Ceres Park var ikke gode nok og en kamp ville ødelægge århusianernes bane for resten af foråret.

Nu er der dog kommet en ny dato for opgøret, der bliver spillet torsdag den 12. marts kl. 18.00 på Ceres Park.

Hvis du havde billet til kampen, der skulle være spillet 16. februar, vil den også gælde til d. 12. marts. Såfremt du ønsker at få billetten refunderet, skal du skrive til agf-billet@agf-as.dk og i mailen angive dit ordrenr.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images