Nogle kampe betyder mere end andre…

De fleste Randers FC-fans venter med garanti i spænding på, at det bliver søndag…

Det er nemlig på søndag kl. 16.30, at Randers FC skal spille på udebane mod lokalrivalerne fra AGF, som der har været mange intense opgør imod de seneste år.

Tager vi de statistiske briller på, så har Randers FC og AGF mødtes 26 gange i Superliga-sammenhæng. Halvdelen af de kampe har Randers FC vundet, syv er endt uafgjort, mens seks er endt med nederlag.

De seneste syv indbyrdes kampe har Randers FC ikke forladt som taber. Det er nemlig blevet til fem sejre og to uafgjorte. Vi skal faktisk tilbage til den famøse 3-2-kamp i august 2015 for at finde det seneste nederlag til gymnastikforeningen. Det var noget med en mistet 0-2-føring, et  fejlagtigt dømt straffespark og et par røde kort…

Hvis vi kigger nærmere på opgørene på atletikstadionets fodboldbane, så har Randers FC vundet de seneste tre. Sidste gang i september 2017, hvor det blev til en sejr på hele 4-1. En sejr, der lunede i en tung og forsømt efterårssæson – som dog heldigvis blev forvandlet til et opblomstrende forår, hvor overlevelsen blev sikret.

Lad os håbe, at sejren også kommer i hus på søndag. Med tre point vil vi nå op på samme antal som AGF – og det vil forhåbentlig samtidig blive startskuddet til nogle flere Randers FC-sejre i resten af efteråssæsonen.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images