Nicolai Poulsen forlader Randers FC til sommer

Det er ikke lykkedes at forlænge kontrakten med anfører Nicolai Poulsen, der er tæt på en aftale i en anden dansk klub.

Der har igennem et stykke tid været forhandlinger mellem Randers FC og anfører Nicolai Poulsen om at forlænge kontrakten. Det er dog ikke lykkedes, da Nicolai Poulsen ser ud til at tage imod et økonomisk bedre tilbud fra en anden dansk klub og derfor forlader Randers FC efter denne Superliga-sæson.

– Vi har strakt os så langt, vi kunne og givet Nicolai et godt tilbud om at forlænge kontrakten. Han er anfører, har Randers FC-DNA’et i blodet og har været en af de bærende spillere i genopbygningen af klubben det seneste år, men har andetsteds fra fået et tilbud, vi hverken kan eller vil matche. Vi havde håbet, at vores anfører ville vælge os til på grund af den måde, vi gør tingene på og den indflydelse og betydning, han har haft for holdet og klubben og omvendt, men det bliver altså ikke tilfældet, siger Randers FC’s sportslige og kommercielle direktør Søren Pedersen.

25-årige Nicolai Poulsen er født og opvokset i Randers og har spillet sin ungdomstid i Helsted Fremad og Randers Freja. Han fik debut for Randers FC i en pokalkamp i 2012, inden han blev rykket i førsteholdstruppen på en fuldtidskontrakt i sommeren 2013.

Han har siden da været i klubben med en enkelt afstikker til norske Sarpsborg på lån i efteråret 2017. Han har spillet 162 kampe og scoret 4 mål for Randers FC.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images