Nederlag efter dramatisk opgør i Brøndby

Det endte 5-2 i Brøndby efter et højdramatisk opgør med 7 mål, 2 røde kort og et straffespark, hvor Randers FC måtte spille en time med en mand i undertal.

Efter kampen blev fløjtet i gang, skulle der ikke gå længe før Randers FC viste tænder. Med to minutters spil på uret, trykkede Emil Riis den af mod mål. Marvin Schwäbe kunne ikke holde den i første om gang, men fik hurtigt kontrol på bolden.

Og seks minutter senere var Randers FC igen ved at spille sig til en fin chance. Mikkel Kallesøe drev bolden frem og afleverede til Björn Kopplin, hvis indlæg desværre blev blokeret.

Blot to minutter senere modtog Emil Riis bolden på den sidste tredjedel af banen, og driblede sig ind i feltet, hvor han spillede en helt fri Marvin Egho, der sikkert kunne bringe Randers FC foran med 0-1.

Efter et kvarters spil sparkede André Rømer hårdt på mål, på en kort clearing af Brøndby, men Schwäbe fik hænderne på og sendte bolden til hjørnespark. Det hjørnespark tog Erik Marxen sig af med stor klasse. Den kronjyske anfører satte nemlig bolden i mål direkte på sit hjørnespark, med hjælp fra Kevin Conboy der arbejdede hårdt inde i feltet og blokerede for Schwäbes udsyn, og brøndbykeeperen kom dermed ikke ordentligt ud af sit mål.

Der gik dog ikke lang tid før Brøndby IF bed tilbage. De fandt Hany Mukhtar i mellemrummet, der sendte Simon Hedlund på en friløber, men Patrik Carlgren kom ud af målet og diskede op med en kanon redning.

Desværre slap Randers FC ikke med skrækken. Simon Hedlund assisterede topscorer Kamil Wilczek, der reducerede til 1-2.

Og derfra gik der ikke mange minutter før kampen tog sig en dramatisk drejning. Patrik Carlgren kom langt ud af målet for at bokse bolden væk, men stødte i processen sammen med Simon Hedlund. Dommeren takserede dette med et rødt kort til Randers FC-keeperen og et straffespark til Brøndby IF.

Grundet udvisningen til Patrik Carlgren blev Jonas Dakir skiftet ind til sin Superligadebut. Den unge målmands første aktion i Superligaregi blev altså, under dramatiske omstændigheder, et møde med 3F Superligaens topscorer, Kamil Wilczek, der stod klar ved straffesparkspletten. Wilczek sparkede desværre bolden i netmaskerne, og det betød en udligning til 2-2.

Herefter satte Brøndby sig på spillet og pressede Randers FC-mandskabet tilbage i banen. Det handlede for Randers FC om overlevelse frem mod halvlegen.

Og det lykkedes næsten. Men i første halvlegs overtid bragte Dominik Kaiser vestegnen foran 3-2 til pausen på et hovedstød.

Brøndby stillede sig højt på banen fra starten af anden halvleg. De gule og blå gik tydeligt efter at udbygge føringen, men Randers FC-defensiven stod godt imod, og Brøndby blev ikke rigtig farlige.

Men efter 70 minutter gik den ikke længere. Hany Mukhtar fik lidt heldigt fat på bolden inde midt i feltet, og huggede læderet op i hjørnet, uden chance for Jonas Dakir i målet. 4-2.

20 minutter senere i kampens sidste minutter blev det også til 5-2, da Simon Piesinger uheldigt kom til at sparke bolden i eget mål på et indlæg fra Brøndby.

Dramatikken fortsatte helt ind i overtiden. Brøndbys Kamil Wilczek blev tacklet af Kevin Conboy, og Wilczek nikkede herefter Conboy en skalle, hvilket dommeren takserede til et rødt kort. 

Kampfakta:

Brøndby IF vs. Randers FC

Startopstillingen med ændringer:

Patrik Carlgren – Johnny Thomsen, Simon Piesinger, Erik Marxen, Kevin Conboy – Mikkel Kallesøe, Frederik Lauenborg (80. Tosin Kehinde), André Rømer, Björn Kopplin– Marvin Egho (82. Al-hadji Kamara), Emil Riis (31. Jonas Dakir)

Gule kort: André Rømer (Randers FC), Simon Piesinger (Randers FC), Marvin Egho (Randers FC), Anthony Jung (Brøndby IF), Kevin Conboy (Randers FC)

Røde kort: Patrik Carlgren (Randers FC), Kamil Wilczek (Brøndby IF)

Tilskuertal: 17558

Kampens spiller: André Rømer (valgt af fansene via Randers FC)

Skrevet af: Helena Lillelund
Foto: Lars Ronbog, Getty Images