Mads Agesen er tilbage i Randers FC

Efter en afstikker til forsikringsbranchen er Mads Agesen tilbage i Randers FC. Dog ikke som et aktiv i Thomasbergs trup, men derimod som projektleder i Randers FC Jobakademi.

De fleste kender nok Mads Agesen som den tidligere Randers-anfører. Tilbage i sommeren 2018, efter 5 år og 126 kampe i den lyseblå trøje, takkede Agesen af og stillede fodboldstøvlerne på hylden til fordel for en ny hverdag i forsikringsbranchen. Her et år efter afskeden er han tilbage på Cepheus Park Randers som projektleder i Randers FC Jobakademi.

– Jeg glæder mig over at vende tilbage til ”huset” og blive en del af Randers FC Jobakademi. Jeg ser meget frem til at bidrage til den fantastiske ånd, der eksisterer i hele virksomheden. Det være sig lige fra det sportslige på banen til alle de mange frivillige, som gør et kæmpe stykke arbejde i klubben.

– Randers FC og Randers FC Jobakademi tager et enormt socialt ansvar i samfundet. Både i min tid som spiller, men også via min ambassadørrolle i Talents of Tomorrow, har jeg fået et unikt indblik i, hvad jobakademiets arbejde betyder for en masse mennesker. Netop det at arbejde med mennesker og være med til at præge udviklingen hos den enkelte, synes jeg, er enormt spændende, og det har været den primære årsag til, at jeg har sagt ja til at ”vende hjem”, siger Mads Agesen.

For Randers FC Jobakademi har det været vigtigt, at en ny medarbejder besidder de rette kompetencer og naturligt kunne glide ind i det eksisterende team, der efter Agesens tilgang tæller fem personer.

– Mads har som aktiv fodboldspiller altid været meget bevidst om de CSR-aktiviteter, klubben har iværksat. Fx har han siden efteråret 2018 været ambassadør for vores fritidsjobinitiativ Talents of Tomorrow. Derfor havde vi en god fornemmelse af, hvem Mads er som person, og hvilke kompetencer han besidder, da vi indledte dialogen med ham. Mads er empatisk og har en stor interesse i at løfte mennesker – og så besidder han uovertruffen vindermentalitet, som helt sikkert vil være en fordel i relation til hans arbejdsopgaver, siger Henrik Jørgensen, Adm. direktør i Randers FC.

Mads Agesen havde første arbejdsdag i Randers FC Jobakademi d. 1. juli 2019 og ansættes som projektleder på et projekt, der søsættes 1. september 2019.

Skrevet af: Martin Albrechtsen
Foto: Jan Christensen, Getty Images