Målrigt opgør endte uden vinder

Det endte 3-3 her til aften på Cepheus Park Randers efter et dramatisk, underholdene og målrigt opgør mod AaB.

Kampen startede som fyr og flamme. Randers FC kom aggressivt ud da de allerede efter 20 sekunder var ved at spille sig til en chance inde i feltet, men AaB fik hurtigt situationen under kontrol.

Og så skulle det ikke tage AaB lang tid at give et modsvar. De bolsjestribede drev bolden frem ad banen, Lucas Andersen tippede bolden ind over Randers FC-keeper Jonas Dakir, der var kommet ud af sit mål, og Mikkel Kaufmann prikkede da bolden i mål og bragte AaB foran 0-1.

Randers FC-mandskabet lod sig dog ikke ryste. Seks minutter senere gjorde Vito Hammershøy-Mistrati sig til Randers FC-målscorer for første gang i 3F Superligaen. Den 27-årige midtbanespiller modtog bolden et par meter uden for feltet og sparkede den tørt i det nederste højre målhjørne.

Efter 20 minutters spil var det Randers FC der pressede på og lagde et stort tryk på AaB-mandskabet. Det viste sig at give pote, da Simon Graves på et langt indkast fik forlænget til Mathias Nielsen, der bankede bolden i kassen med et ekvilibristisk skud. 2-1 til Randers FC og endnu en debutantmålscorer.

Mod første halvlegs afslutning bølgede spillet frem og tilbage, men særligt AaB øgede trykket, og arbejde mod en udligning. Stillingen forblev dog 2-1 til pausen.

Anden halvleg startede med et fint Randers FC tryk med et par fine chancer. Efter godt 55 minutters spil så vi Marvin Egho drive bolden frem ad banen, spille sig fri af AaB-forsvareren og hamre bolden mod mål, men AaB-keeperen fik lige hænderne på.

Ca. fem minutter senere satte Joans Dakir gang i en kontra med et fantastisk udspark. Frederik Lauenborg blev sendt af sted alene med en AaB-spiller. Lauenborg tog bolden med sig helt med ind i feltet og afsluttede, men desværre lige på AaB-keeperen.

Få minutter senere fik AaB et frispark nogle meter uden for feltet. Lucas Andersen hamrede til bolden, men Jonas Dakir fik akkurat hænderne på, og sendte bolden op på overliggeren. Desværre for Randers FC kom AaB’s Magnus Christensen til returen og udlignede til 2-2.

Randers FC svarede hurtigt igen, da vi vandt duel omkring midten og satte tempoet op. Mikkel Kallesøe spillede Vito ude på kanten af feltet, der lavede et drømmeindlæg til Alhaji Kamara, der satte panden på og bragte Randers FC foran med 3-2.

Men begejstringen varede ikke længe. AaB udlignede endnu en gang da et skud ude fra blev rettet af af Mikkel Kaufmann og snød Dakir i målet.

Og spændingen holdt helt til det sidste, da dommeren fløjtede frispark til AaB få meter uden for feltet. Lucas Andersen trådte op til bolden mens det meste af Cepheus Park Randers holdte vejret. Han sparkede dog over mål og kampen blev fløjtet af med stillingen 3-3 på måltavlen.

Kampfakta:

Startopstillingen med ændringer:
Jonas Dakir – Johnny Thomsen, Simon Graves, Mathias Nielsen, Kevin Conboy – Marvin Egho, Vito Hammershøy-Mistrati (90. Benjamin Stokke), Frederik Lauenborg, Mikkel Kallesøe – Alhaji Kamara, Emil Riis (74. Tobias Damsgaard)

Gule kort: Mathias Nielsen (Randers FC)
Tilskuertal: 4157
Kampsponsor: Arbejdernes Landsbank
Kampens spiller: Vito Hammershøy-Mistrati (valgt af fansene via Randers FC-appen)

Skrevet af: Helena Lillelund
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images