Målbølgen fortsætter og “Store tasker” brager i højtaleren!

Søndag formiddag skulle Randers FC forsøge at hente sæsonens første tre point, da FC Nordsjælland kom på besøg i 3F Superligaens 4. spillerunde. Kampen blev spillet på Cepheus Park Randers, og det skulle vise sig at blive en lang tur hjem for de røde fra Farum.

Randers FC lignede et hold som hungrede efter tre point. Allerede efter otte minutter viste Randers FC tænder, da Saba og Emil Riis kombinerede i venstresiden og smed bolden ind i feltet – dog uden adresse. Randers FC viste efter 11 minutter, at de var klar fra start. André Rømer stak en stikning afsted til Mikkel Kallesøe, som sendte et fladt indlæg ind i det lille felt, og med lidt held endte bolden fra fødderne af Marvin Egho, som sparkede bolden ind i et tomt mål – og så stod der fortjent 1-0 til Randers FC.

Presset og vildskaben stoppede ikke her for de blå heste. Efter 31 minutter kunne den totale Randers FC-dominans udmunde sig i en 2-0-scoring. Det skete efter et hjørnespark, hvor den tidligere Randers FC-spiller Mads Aaquist gjorde det onde ved sit eget hold, og headede bolden i eget net.
Kort efter var FC Nordsjælland tæt på en reducering efter en stor fejlvurdering af Patrick Carlgren, men Randers FCs svenske keeper slap med skrækken.
I halvlegens sidste minut kulminerede den chancerige 1. halvleg, da André Rømer bragte Randers FC foran med 3-0 efter et hjørnespark, og dermed kunne Randers FC gå til pause med en fortjent og komfortabel 3-0-føring.

Det var et FC Nordsjælland hold, som kom ud til 2. halvleg med en helt anden indstilling. De røde fra farum viste tænder, og fem minutter inde i 2. halvleg ramte FC Nordsjælland stolpen, men Randers FC slap med skrækken.
Blot tre minutter senere skulle Saba have bragt Randers FC foran med 4-0, da han kommer først på bolden ved bagerste stolpe, men på den eller den anden måde formåede ikke at sparke bolden i kassen.
Det var en 2. halvleg som bølgede meget frem og tilbage, og stod i klar kontrast til 1. halvleg. FC Nordsjælland var langt farligere, men både Randers FC og FC Nordsjælland var farlige på skift – dog uden at det blev til mål – men et kvarter før tid sparkede FC Nordsjælland på stolpen på et flot sparket frispark, men ind ville bolden heldigvis ikke.
Otte minutter senere var Randers FC dog ikke så heldige. Et indlæg endte på kanten af feltet hvorefter den flot blev flugtet i mål til 3-1. FC Nordsjælland blev ved med at presse, og kun en stor redning af Patrick Carlgren gjorde, at de røde fra Farum ikke fik reduceret yderligere, og dermed kunne Randers FC fejre sæsonens første sejr med en 3-1-sejr over FC Nordsjælland.

Næste hjemmekamp er fredag d. 16. august 2019 klokken 18.00 mod FC København – vi håber på at se en masse af jer.

Kampfakta:
Randers FC – FC Nordsjælland

Startopstilling med ændringer:

Patrik Carlgren – Björn Kopplin, Simon Graves, Erik Marxen, Kevin Conboy – Mikkel Kallesøe (57’ Frederik Lauenborg.), Vito Hammershøy-Mistrati, André Rømer, Saba Lobjanidze – Emil Riis 73’ Kasper Høgh), Marvin Egho (83′ Mathias Nielsen.).

Dagens kampsponsor: Shell Raasted

Kampens spiller: Marvin Egho (valgt af fansene via Randers FC-app’en)

Dagens tilskuertal: 3.111

Skrevet af: Oliver Maltha
Foto: Foto: Getty