Lige ved og næsten i Parken

I 3F Superligaens 26. og sidste spillerunde gæstede Randers FC søndag aften FC København og Telia Parken. Randers FC leverede overordnet en godkendt indsats trods et 2-1 nederlag til københavnerne. Især i 2. halvleg var kronjyderne gode og skabte flere gode chancer, hvor Emil Riis også scorede et flot hovedstødsmål.

Kampen var knapt nok fløjtet igang, før Simon Piesinger fik trykket af fra distancen efter et minut og tredive sekunder. Østrigerens langskudsforsøg var centimeter fra at gå ind, da bolden ramte undersiden af overliggeren og ud i spil igen. Det var virkelig ærgerligt, da randrusianerne ellers ville have lavet en chockstart
Bare minutterne efter var det hjemmeholdets tur til at vise tænder. En aflevering i dybden finder Mikkel Kaufmann, der er helt alene med Patrik Carlgren. Kaufmann løfter køligt bolden henover en sagesløs Carlgren i målet. 1-0 til FCK.
I det 12. minut fik Marvin Egho, efter godt kombinationsspil med Tosin Kehinde, sendt en afslutning afsted mod københavnernes mål. Kalle Johnsson fik dog reddet flot i situationen.

Efter 26 minutter blev Guillermo Varela spillet fri på højrekanten, hvorfra han slog et hårdt indlæg ind i feltet mellem venner og fjender. Ved bagerste stolpe dukker Jens Stage op og prikker bolden det sidste stykke ind over stregen til 2-0 til FCK. Minutterne efter var Kaufmann tæt på at bringe københavnerne foran med 3-0, men en god redning fra Carlgren forhindrede det. Dermed kunne de to hold gå til pause ved stillingen 2-0 efter en 1. halvleg, hvor Randers FC havde fået skabt et par gode chancer, men manglede den sidste skarphed. FCK’erne derimod fik demonstreret masser af kvalitet og tempo i spillet.

Randers FC kom bedst ud til 2. halvleg. Blot tre minutter inde i halvlegen blev Marvin Egho sendt i dybden. Den østrigske angriber kastede sig frem og fik afsluttet, men Kalle Johnsson fik desværre igen vist godt målmandsspil med en fodparade i sidste sekund. Randers FC blev ved med at presse på og i det 65. minut var det lige ved at give pote, da Emil Riis fik driblet sig ind i FCK’s felt fra venstrekanten, men den randrusianske angriber fik desværre ikke ordentligt træf på bolden, som i stedet gled ud til et målspark. Men der var anderledes skarphed at spore hos Riis i det 83. minut, da et milimeterpræcist indlæg fra Rømer på venstrekanten fandt Riis’ pandebrask. Riis fik med hovedet flot dirigeret bolden i mål via stolpen. Dermed stod der 2-1 til Randers FC, og randrusianerne pressede på for en udligning mod kampens slutning. Trods gode muligheder lykkedes det ikke kronjyderne at udligne efter en godkendt og god indsats i 2. halvleg.

Kampfakta:
FC København – Randers FC 2-1

1-0 (4. Mikkel Kaufmann)
2-0 (26. Jens Stage)
2-1 (83. Emil Riis)

Startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren – Johnny Thomsen (83. Mathias Nielsen), Simon Piesinger, Erik Marxen, Björn Kopplin – Tosin Kehinde (78. Tobias Klysner), André Rømer (83. Oliver Bundgaard Kristensen), Frederik Lauenborg (64. Vito Hammershøy-Mistrati), Mathias Greve – Emil Riis, Marvin Egho (64. Alhaji Kamara).

Skrevet af: Martin Albrechtsen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images