Kommunikationschefen med et særligt forhold til AGF

I serien ”Holdet bag holdet” er turen denne gang kommet til Randers FC’s kommunikationschef, Kristian Fredslund Andersen.

Han har interviewet bokselegenden Evander Holyfield, han har haft Schmeichel, Laudrup og Elkjær som kolleger på TV3-Sporten, han har været speedway-reporter til store mesterskaber, han har haft ansvaret for Team Sauerlands markedsføring på sociale medier, og så har han kommenteret VM i kørestolsrugby på engelsk til hele verden…

Jo, bagagen var godt fyldt, da Kristian Fredslund Andersen tilbage i 2015 henvendte sig til Randers FC og tilbød sin hjælp til at skabe en skarpere kommunikationsprofil, herunder ikke mindst mere fokus på videoindslag og sociale medier.

Randers FC var positivt indstillet og tilbød Kristian en praktikaftale med løntilskud. Efter et halvt år i klubben blev praktikaftalen vekslet til en permanent aftale, og så er det ellers gået slag i slag. Siden starten af 2018 har Kristian således været kommunikationschef i Randers FC.

En særlig adgang til Freja-oplevelser
At Kristian henvendte sig til Randers FC, var absolut ingen tilfældighed. Han er født og opvokset i Randers og har altid dyrket byens fodboldhold. Både som aktiv i Randers Freja i ungdomsårene, senere i Hornbæk SF og IF Alliancen, inden en meniskskade allerede som 14-årig endegyldigt satte en stopper for drengedrømmen om at blive professionel fodboldspiller. I stedet blev fodbolden udlevet som fan af favoritholdet i det engelske, Manchester United, og byens fodboldhold, der dengang var Randers Freja. Og med hensyn til sidstnævnte havde Kristian en særlig adgang til oplevelserne.

– Min far, Poul Fredslund Andersen, af mange bare kendt som ”Pofa”, arbejdede nemlig som sportsredaktør på Randers Amtsavis, hvor byens fodboldhold jo fyldte godt i spalterne. Det betød, at jeg ofte tog med ham til kampene og også var lidt med, når han interviewede spillerne. Dengang foregik det ofte i omklædningsrummet efter kampene, mens der blev drukket en øl. Jeg kan også huske, at vi var med i spillerbussen til et par udekampe, blandt andet en tur til Fyn, hvor modstanderen var B1909. Det er lidt en kontrast til forholdene i dag, fortæller Kristian, der udover at tage med faderen også dyrkede passionen på egen hånd – blandt andet som medlem af Freja-Support, som fanklubben for Randers Freja hed dengang.

En del af Champions League-redaktionen på TV3
Kristian valgte at gå i faderens fodspor og startede i februar 2009 på journalisthøjskolen i Aarhus. Sideløbende med studierne begyndte han at skrive for Randers Amtsavis – om fodbold, selvfølgelig. Her skulle han skrive om alt fra områdets serieklubber til at dække Randers FC.

Senere i forløbet på journalisthøjskolen skulle han i praktik, og takket være en ihærdig indsats fik han hul igennem til drømme-praktikpladsen over dem alle. På TV3-sporten, hvor han blandt andet blev en del af Champions League-redaktionen.

– Det betød, at jeg flyttede til København, hvor jeg havde en vildt spændende tid med kolleger som blandt andre Peter Schmeichel, Brian Laudrup, Preben Elkjær og en masse andre spændende mennesker. Jeg havde blandt andet også ansvaret for at lave Champions League Goal Show.

– Det var også i den periode, at jeg skulle dække forskellige speedwayopgaver, blandt andet i Polen og i Cardiff, og da boksebamsen Brian Nielsen fik en drømmekamp mod Evander Holyfield, fulgte jeg eventet tæt og skulle blandt andet lave et interview med den legendariske bokser – altså Holyfield. Det var stort for mig, beretter Kristian.

Erfaringen fra ”den anden side af skrivebordet” er guld værd i dag
Kristian blev færdiguddannet journalist i maj måned 2013 og arbejdede efterfølgende freelance, herunder fortsat med en del opgaver for både TV3-Sporten og Randers Amtsavis.

– At arbejde freelance som journalist betyder en masse forskellige opgaver og forskellige kunder, så det kan være lidt svært at planlægge efter. Den ene måned havde jeg rasende travlt, mens der den næste måned ikke kom så meget ind. Det passede ikke til mig dengang, og selvom jeg fik oplevet en masse forskelligt som at kommentere VM i kørestolsrugby til hele verden og at holde styr på Team Sauerlands indsats på sociale medier, så savnede jeg en lidt mere normal hverdag, fortæller Kristian, der i dag har stor gavn af både oplevelser og erfaring, som tiden på den ”anden side af skrivebordet” har givet ham.

– I mit job som kommunikationschef i Randers FC er det vigtigt at have en forståelse for, hvordan sportsjournalister tænker og arbejder. Det har jeg via min fortid, så jeg kan ret hurtigt fornemme, hvad journalisterne gerne vil frem til i deres tilgang til en begivenhed eller vores klub generelt. Det gør mig opmærksom men også i stand til at yde dem en bedre service.

– Omvendt har det også været fantastisk at opleve tingene indefra i en fodboldklub. Her har jeg været overrasket over paletten af forskellige kommunikationsopgaver og administrative opgaver og hvad det egentlig kræver at drive en fodboldklub. Der bliver virkelig knoklet på.

Fodbold som omdrejningspunkt for gode oplevelser
– Samtidig har jeg også været imponeret over den dedikation, der er over hele linjen i fodboldklubben. Fra direktøren til de frivillige. Det er virkelig noget specielt at arbejde i en fodboldklub, og selvfølgelig ikke mindst i den fodboldklub, jeg har fulgt siden barnsben, fortæller Kristian, for hvem fodbold også fylder rigtig meget i fritiden.

– Fodbold er for mig også omdrejningspunktet for en masse gode oplevelser. Det gælder også i min fritid, hvor jeg selvfølgelig har set en del fodbold rundt omkring i Europa, og hvor jeg sidste år i sommerferien tog til USA, hvor jeg besøgte den tidligere Randers FC-spiller Perry Kitchen, der spiller sammen med Zlatan i LA Galaxy. Sådan nogle oplevelser er vigtige og giver også inspiration til mit arbejde i Randers FC.

Humanitært arbejde med udgangspunkt i fodbolden
Desuden har Kristian blandt andet også engageret sig frivilligt i forskelligt humanitært arbejde med fokus på fodbold.

Han har blandt andet besøgt den tidligere Randers Freja-træner Kim Poulsen, da han var landstræner i Tanzania, for at filme en dokumentarfilm som hovedopgave på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, ligesom han sidder i bestyrelsen i den humanitære organisation ’Football for A New Tomorrow’ – i daglig tale FANT, der gennem oprettelse og drift af idrætsforeninger i det tidligere borgerkrigsramte Sierra Leone skaber udvikling og forandring for børn og unge. Kristian indsamler blandt andet trøjer, træningstøj og fodboldstøvler, som i en Superliga-klub måske er slidte, men som kan gøre en kæmpe forskel i Sierra Leone, hvor Kristian selv har været nede som frivillig i organisationen.

Er opdraget med rivaliseringen til AGF
Et andet væsentligt kendetegn ved Kristian – der måske ikke er så særligt for Randers FC-fans – er et, lad os kalde det, ”intenst” forhold til AGF.

– Allerede da jeg selv spillede fodbold som knægt, var det noget helt særligt at møde AGF. Det lå i opdragelsen, at dem skulle man bare ikke tabe til, og den følelse har aldrig sluppet mig.

– Faktisk er følelsen de seneste år blevet endnu mere udpræget, og derfor er kampe mellem Randers FC og AGF også dem, jeg glæder mig mest til, men som jeg på en eller anden finurlig måde heller ikke bryder mig om.

– Sådan har min far det i øvrigt også. Han ser stort set alle Randers FC’s kampe men hopper nogle gange over at se kampene mod AGF. Han har simpelthen for mange nerver på, fortæller Kristian, der så sammen med sin far kan glæde sig over, at det med, at Randers FC taber til AGF, ikke er noget, der sker så tit…

– Jeg synes, det er fedt, at rivaliseringen de seneste år er steget adskillige grader, og at der har været megen lir mellem de to klubber. Det giver en helt særlig atmosfære omkring kampene, slutter Kristian, der har fået en AGF-udfordring fra en uventet kant. Han har nemlig fundet sammen med kæresten Nanna, og hendes far er AGF-fan! For en uddannet journalist kunne man fristes til at sige, at det er manglende research!

Og i den forbindelse til slut en glædelig nyhed…

Til oktober skal Nanna og Kristian være forældre, og mon ikke Kristian til den tid glæder sig til at fremvise den lille ny iført Randers FC’s lyseblå trikot… til svigerfar…

Køb billet til kampen mod AGF på lørdag kl. 16.00 på Cepheus Park Randers på https://billet.randersfc.dk

 

Skrevet af: Jesper Bøss
Foto: Jakob Lerche