Randers FC sikkert videre i Sydbank Pokalen

Thomas Thomasberg var tilbage på sidelinjen i aftenens pokalkamp, hvor de heldige tilskuere på Holstebro Idrætspark fik drama for alle pengene i Randers FC’s 1-3 sejr over Holstebro Boldklub. 

Første halvleg forløb som forventet. Randers FC kom ud af starthullerne som lyn og torden og lagde et massivt pres på det vestjyske hjemmehold. Flere gange var kronjyderne tæt på at bringe sig foran via indlæg og hjørnespark, men desværre var uheldet over blandet andet Bassala Sambou, Vito Hammershøy-Mistrati og Mathias Greves ellers fremragende forsøg.

Lige da man troede, at måltavlen i første halvleg skulle forblive uændret, tog Mathias Nielsen sagen i egen hånd. Han tacklede sig først på bolden og viste efterfølgende et eksempel på, hvad han kan fra 30 meter. Det knaldhårde spark strøg i kassen til stor forløsning for midtstopperen og resten af holdet. Dermed 0-1 før dommer Sandi Putros kunne fløjte til pause.

Ti minutter inde i anden halvleg udbyggede Randers FC føringen til 0-2. Alhaji Kamara havde husket sin målform fra 3F Superligaen og landsholdet med i kufferten til Vestjylland og kunne derfor heade bolden over i det lange hjørne efter et hjørnespark af Vito Hammershøy-Mistrati.

Et nævneværdigt øjeblik skete ti minutter efter scoringen til 0-2, da den tilbagevendende cheftræner Thomas Thomasberg foretog en dobbeltændring, hvor stortalentet Filip Bundgaard og midtstopperen Simon Graves blev indskiftet. Sidstnævnte har nemlig historie i Holstebros ungdomsafdeling, ligesom hans far har kamprekorden i den vestjyske klub med hele 386 kampe – så mon ikke at indskiftningen vækkede stolthed hos Graves Senior.

Med alt respekt for Holstebro Boldklub var der synlig niveauforskel hos de to mandskaber. Dog fik holstebroerne en stor chance efter 75 minutter, men Jonas Dakir var vågen inde på stregen og holdte hovedet koldt. I stedet var det Tobias Klysner, som piftede den sidste luft ud af den vestjyske ballon, da han satte indersiden på et indlæg efter et godt opspil. Således 0-3 til kronjyderne, og kampen synes dermed lukket.

Dog blev det dramatisk mod kampens slutfase, da Jonas Dakir lavede en ordentlig kolbøtte i luften efter en underløbning, landede på nakken og desværre måtte udgå. Eftersom Thomas Thomasberg allerede har gjort brug af sine fem indskiftninger, skulle målscorer Tobias Klysner i klæde sig målmandshandskerne i buret. Trods et flot mål af Holstebro klarede Klysner også denne opgave med bravur og var derfor særdeles medvirkende til at køre sejren hjem i sikker stil.

Dermed sluttede opgøret 1-3, hvorfor Randers FC kan bevæge sig videre til 1/4-finalen i Sydbank Pokalen. Næste kamp er dog igen i 3F Superliga-regi, idet randrusianerne søndag d. 20/12 tager til grænselandet for at gæste SønderjyskE. Denne kamp starter skydes i gang kl. 14:00.

Kampfakta
Holstebro Boldklub – Randers FC 1-3 (0-1)
0-1 Mathias Nielsen (43.)
0-2 Alhaji Kamara (55.)
0-3 Tobias Klysner (81.)
1-3 Holstebro Boldklub (88.)

Startopstilling med ændringer undervejs
Jonas Dakir (87. Udgået) – Björn Kopplin, Simon Piesinger (76. Erik Marxen), Mathias Nielsen (60. Simon Graves), Jesper Lauridsen – Tobias Klysner, Vito Hammershøy-Mistrati, André Rømer (76. Mads Enggård), Mathias Greve (82. Karl Leth) – Bassala Sambou, Alhaji Kamara (60. Filip Bundgaard).

Skrevet af: Christian Bundgaard Larsen