Kasper Høgh udlejes til Valur

Randers FC-angrebstalentet Kasper Høgh skal i efterårssæsonen tørne ud for den islandske klub Valur.

Et af Randers FC’s største talenter i 3F Superligatruppen skal i det næste stykke tid genfinde form og målform i Valur. Det 19-årige angrebstalent Kasper Høgh er nemlig blevet udlejet til den islandske hovedstadsklub.

– Kasper er lige kommet tilbage efter en skade, og vi har vurderet, at han brug for fast spilletid som en del af sin udvikling. Det er ærgerligt, at han ikke har været klar i foråret, hvor der har været gode muligheder for spilletid, men nu håber vi, at han kan få spillet en masse i Valur og få scoret nogle mål, så han kan komme stærkt tilbage til Randers. For han er en spiller, som vi stadig tror rigtig meget på, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen om udlejningen.

Den islandske fodboldsæson er i fuld gang og her ligger Valur øjeblikket på førsteplads i den bedste islandske række, og Kasper Høgh glæder sig til den nye udfordring.

– Jeg havde egentlig ikke haft en udlejning i hovedet, men så dukkede den her mulighed op, som både Randers FC og jeg syntes var rigtig god. Jeg har trænet hårdt sammen med vores fysiske træner og fysioterapeut den seneste tid, så nu skal jeg bare op og give den gas og smadre igennem. Det bliver fedt at komme i gang med det samme, mens der er pause herhjemme. Mit mål er på det personlige plan at få udviklet mig som menneske, hvor jeg kommer ud at stå på egne ben, mens det sportsligt handler om at få spillet en masse, få scoret mål og tage en masse selvtillid og komme tilbage til Randers i en stærkere udgave i december, siger Kasper Høgh.

Kasper Høgh har spillet 17 kampe og scoret 1 mål for Randers FC, mens han tidligere har været topscorer i U19 Divisionen.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images