Kasper Høgh på fuldtidskontrakt i Randers FC

U19-holdets topscorer Kasper Høgh har skrevet under på en femårig aftale med Randers FC gældende fra sommeren 2019.

Næste mand fra egne rækker har stået på spring i et stykke tid, men nu er det en realitet, at U19-holdets topscorer Kasper Høgh bliver en del af Superliga-truppen gældende fra næste sæson. Den 18-årige angriber har nemlig skrevet under på en 5-årig aftale.

– Jeg er sindssygt glad for at have skrevet under og blive professionel fodboldspiller, som hele tiden har været mit altoverskyggende mål. Jeg har kæmpet hårdt for at nå hertil, så det er skønt, at det er lykkedes. Nu skal der bygges på, og jeg skal udvikle mig yderligere, så jeg kan udfordre de etablerede spillere om en startplads.  Jeg har ikke tænkt mig at læne mig tilbage og bare nyde det. Jeg vil ind og gøre en forskel så hurtigt som muligt, siger Kasper Høgh.

I Randers FC-ledelsen er man glad for at have fået lukket aftalen med sidste års topscorer i U19-ligaen, der er et af de største angrebstalenter i dansk fodbold.

– Kasper kan bare score mål. Det viste han som førsteårsspiller sidste år i U19-ligaen, og det er han også fortsat med i U19-divisionen. Han er et energibundt, som elsker at spille fodbold og elsker at score mål. Hans tilgang og ærgerrighed til træning har i den grad overbevist os om, at han er værd at satse på, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen.

Det sidste års tid har Kasper Høgh trænet mere og mere med, og han fik da også sin Superliga-debut tilbage i april 2018 mod OB, hvor han fik de sidste ti minutter på banen. Siden er det blevet til yderligere tre optrædener i Superligaen som indskifter.

– Han har allerede trænet meget med Superliga-holdet, men vi håber på, at han fra sommer kan overføre sine kvaliteter til senior- og Superliga-niveau. Vi har mange gode angribere i truppen, så der kommer til at være rigtig god konkurrence om de forreste pladser fremadrettet, men vi tror på, at Kasper kan blive en god spiller for os i fremtiden, siger Søren Pedersen.

Kasper Høgh har spillet otte ungdomslandskampe og scoret tre mål.  Han har gået på Randers Realskole og har fået sin fodboldopdragelse i moderklubben Vorup FB, hvorfra han kom til Randers Freja og altså senere Randers FC.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Getty Images