Kasper Fisker solgt til Brøndby

Randers FC har solgt den 29-årige midtbaneprofil Kasper Fisker til Alka Superliga-konkurrenterne fra Brøndby IF.

Det er uomtvisteligt, at Kasper Fiskers hjerte banker for den lyseblå Randers FC-trøje. Det har han flere gange vist med sin store arbejdsindsats på banen og med sine udtalelser i pressen. Med sin 5-årige kontraktforlængelse for knap et år siden signalerede han da også, at Randers FC er hjerteklubben, og at der skulle et godt tilbud til for at få ham væk fra det kronjyske. For ambitionerne har hele tiden været der til at prøve sig af på et højere niveau for den hårdtarbejdende og teknisk stærke midtbanespiller.

Det får Nørager-knægten nu muligheden for hos Alka Superligaens sølvvindere fra Brøndby IF, der har givet Randers FC et tilbud, man af flere årsager ikke kunne afslå.

– Vi er selvfølgelig ærgerlige over at miste en af klubbens helt store profiler, men vi har hele tiden vidst, at det kunne ske. For selvom Kasper er en rigtig klubmand, så er det nu, hvis han skal prøve noget større. Han var et ’comeback kid’, som ikke mange havde regnet med ville udvikle sig til det, han har gjort. Han har gjort det så godt, at en af ligaens helt store klubber vil have ham, og det er jo en rigtig god historie set med Randers FC-briller, lyder det fra Randers FC-direktør Michael Gravgaard, der godt ved, at det ikke er en nyhed, der kommer til at skabe glæde hos Randers FC-fansene.

– Kasper har været virkelig god til at give noget af sig selv. Han er uden tvivl vores mest populære spiller og en spiller, der i den grad tiltrækker opmærksomhed på og uden for banen. Han har været en fantastisk ambassadør for klubben og været en spiller, som har været med til at brande klubben og stå i spidsen for den åbenhed, som vi forsøger at være frontløbere for i dansk fodbold. Så på den front er det også et stort tab, men vi under i den grad Kasper det og ønsker ham al held og lykke i Brøndby, siger Michael Gravgaard.

For hovedpersonen selv har det været svært at tage den endelig beslutning om at forlade sin hjerteklub.

– Jeg både smiler og græder på samme tid. Det var ikke nemt at tage beslutningen om at skifte væk fra den klub, der betyder så meget for mig, og hvor jeg har det rigtig godt. Men hvis jeg vil prøve noget andet og anderledes, så er det nu, og at klubben så også får noget økonomisk ud af det er vigtigt for mig. Jeg vil gerne takke alle i og omkring Randers FC for en rigtig god tid og til fansene for en kæmpe opbakning, siger Kasper Fisker.

Kasper Fisker fik debut i Randers FC i 2007, men slog først igennem, da han vendte “hjem” efter afstikkere til Skive og Hobro. Siden da har han udviklet sig til at blive en profil i Randers FC og Alka Superligaen.

Fakta:
Født den 22. maj 1988
108 kampe og 10 mål for Randers FC
Kåret til sæsonens 2016/17’s bedste spiller af klubbens fans

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Mads Claus Rasmussen