Jonas Bager solgt til Royale Union Saint-Gilloise

Randers FC har solgt forsvarsspilleren Jonas Bager til belgiske Royale Union Saint-Gilloise.

Det er gået stærkt for 22-årige Jonas Bager i det seneste års tid. Fra at have været reservespiller i sidste sæson, har han grebet chancen, markeret sig som en profil på Randers FC’s Superliga-mandskab og blevet udtaget til U21-landsholdets EM-bruttotrup.

Hans præstationer er blevet fulgt nøje af blandt andet den belgiske klub Royale Union Saint-Gilloise, som nu bliver hans kommende arbejdsgiver.

– Det har ikke været en nem beslutning, for jeg holder virkelig meget af Randers FC, som har været med til at forme mig som fodboldspiller og person. Det er dog også grunden til, at jeg gerne vil have, at klubben får en økonomisk gevinst ved at sælge mig, og på den måde give noget tilbage. Jeg vil dog gerne fortsætte min udvikling, og her ser jeg en rigtig god mulighed for at prøve kræfter med et nyt land og en ny liga, siger Jonas Bager om skiftet til Royale Union Saint-Gilloise og fortsætter:

– Jeg har mange personer i klubben at takke for, at jeg er nået så langt. Jeg har sat stor pris på den hjælp og de råd, jeg har fået med på vejen. Randers FC har været en fantastisk klub at være i, og jeg vil se tilbage på tiden i Randers FC med glæde. Der er et helt unikt sammenhold i omklædningsrummet og på tværs i klubben, og jeg er derfor utrolig stolt over at have været en del af at få klubben tilbage i den forfatning, som den er nu.

Hans fulde fokus er dog på at slutte godt af i Randers FC.

– Det ville være stort for mig at kunne være med til at spille Randers FC i Europa. Første skridt er at tage den samlede sejr over AGF, og det ville helt klart være fantastisk at kunne opnå det, inden jeg tager videre, siger Jonas Bager.

I Randers FC er man glade for, at det er lykkedes at gøre et af klubbens egne talenter salgsbar og få en økonomisk gevinst ud af at have formet Jonas Bager.

– Det er et stort skulderklap til os, der viser, at vi kan gøre vores egne talenter klar til Superliga-bold og efterfølgende komme videre til udlandet. Vi mister dog en spiller med Randers-DNA, for Jonas er en rigtig fighter, der altid giver alt, hvad han har. Han har været fremragende for os i denne sæson, og det bliver selvfølgelig et tab fodboldmæssigt og i omklædningsrummet, at han forlader os. Vi har dog kompetente afløsere i truppen og vil da også kigge efter en mulig afløser, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Jan Christensen, Getty Images