Jannik Skov Hansen og Randers FC ophæver kontrakten

For præcis et år siden blev Jannik Skov Hansen præsenteret i den blå trøje. Efter længere vellykket træningsophold, blev begge parter enige om en kontrakt der skulle give Jannik muligheden for at vise sig frem på øverste hylde i dansk fodbold, efter et ophold i 2. divisionsklubben Skovshoved IF.

Nu her – et år senere – må begge parter desværre sande, at det ikke er blevet til det man håbede på, nemlig masser af spilleminutter i benene til Jannik. Skader har bl.a. gjort vejen til spilletid lang, og det er derfor indtil videre, kun blevet til 14 minutters spilletid i Superliga regi.

Skader plager stadigvæk 26 årige Jannik Skov Hansen, som nu efter aftale, er tilbage i København for yderligere behandling. Med den manglende spilletid in mente, er begge parter blevet enige om at ophæve kontrakten, hvilket dermed også giver Jannik mulighed for undersøge mulighederne, mens han er i København.

Sportsdirektør Søren Pedersen udtaler ”Som tingene har udviklet sig for Jannik eller rettere den manglende udvikling qua hans uheldige skadesforløb, så er det svært at se en rolle for ham her i Randers FC. Derfor er denne løsning den bedste for begge parter, og vi ønsker Jannik al mulig held og lykke fremover. Vi har ikke haft noget at udsætte på Janniks professionelle tilgang og træningsvillighed, men sommetider vil tingene bare ikke som man vil”

Skrevet af: Michael Møller Højfeldt
Foto: Getty Images