Det lugtede af mere mod FCK

Getty Images

Randers FC havde godt greb om hjemmekampen mod Superligaens førerhold F.C. København, der dog trak sig sejrrigt ud af opgøret.

Det var to hold med selvtillid i bagagen, som mødtes på Cepheus Park i Randers FC’s første hjemmekamp i forårssæsonen. FC København kom med en storsejr i baggagen, og Randers FC fik tanket selvtillid i en 3-0-sejr over AaB. Der var al grund til spænding og forventninger forud for eftermiddagens kamp. Det kronjyske trænerteam havde valgt at gå med den samme startopstilling som i det nordjyske opgør forinden.

Det randrusianske mandskab formåede i kampens første minutter at skabe flere chancer end de sjællandske gæster. Efter blot 5 minutters spil fik Benjamin Stokke serveret en oplagt scoringsmulighed, men den københavnske defensiv stod klar til at afværge. Desuden kan det diskuteres, hvorvidt der skulle have faldet en “hands”-kendelse på selv samme afværgelse – men dommer Maae lod fløjten hvile i hånden. Men den kronjyske hingst var ikke færdig med at sparke fra sig. Benjamin Stokke blev igen sat op til en skudmulighed mod mål, da Saba Lobjanidze driblede sig igennem den sjællandske løveflok.

Efter 12 minutter var det FC Københavns tur til at vise tænder, men Patrik Carlgren afværgede flere gange med næverne. Randers FC svarede igen med endnu en farlig målchance, da Stokke igen fik mulighed for at bringe kronjyderne i front. I stedet for en førstegangsafslutning valgte han at trække ind i det sjællandske felt. Afslutningen manglede lige det sidste.

Senere var det Marvin Eghos tur til at galopere op ad banen. Han vandt sin mand-til-mand-duel og kom fri. Egho afsluttede fra en spids vinkel, men østrigeren kunne ikke få rettet bolden af mod målet.

Det var en mere eller mindre jævnbyrdig kamp, men Randers FC viste i kampens første kvarter flotte chancer foran mål. Desværre var det løverne der først fik omsat til mål, da Rasmus Falk efter 21 minutters spil satte bolden i nettet bag den svenske Randers-keeper. Sjællænderne sad herefter på spillet og havde ikke travlt med at jage flere scoringer i 1. halvleg.

Mikkel Kallesøe fik den hidtil største kronjyske scoringsmulighed, da han kom fri af sin duel og frem til skud. Han sendte en flad afslutning i kurs mod højresiden. Randers FC fik ikke udlignet inden pausefløjt og måtte gå til pause på en sjællandsk føring.

Begge mandskaber, og tribunerne, mødte 2. halvleg med fornyet energi. Randers-mandskabet kom først til skudchance mod mål, da Stokke blev farlig i det sjællandske målfelt. Flere gange kom nordmanden fri foran mål, men han forsøgte forgæves at spille sig frem til bedre skudmuligheder. Resultatet blev, at der ikke faldt en afslutning, men bolden gik i stedet ud til et kronjysk hjørnespark.

Efter godt en times spil arbejdede Randers FC stadig på at få sat bolden i nettet. Det sidste finish manglede i afleveringerne og som kampen skred frem, satte københavnerne sig mere og mere på spillet. Men løverne var ikke færdige med at jage, og Dame N’Doye så muligheden foran mål. Han bragte sjællænderne foran 0-2, efter en lidt for åben kronjysk defensiv.

Man kan tillade sig at være skuffet over eftermiddagens resultat. Randers FC havde forudsætningerne for at spille lige op med københavnerne, og gjorde det langt hen i kampen. Desværre fik FC København tag på spillet, og med en kronjysk udvisning til Emil Riis blev oddsene for en sejr til de kronjyske hingste ikke nemmere. Det lugtede i den grad af mere, da hestene mødte de sjællandske løver.

Næste kamp for kronjyderne er søndag d. 24/2 klokken 18. Her skal Randers FC til Sjælland, hvor Brøndby IF venter.

Næste hjemmekamp er søndag d. 10/3 klokken 12. Der tager Randers FC imod AC Horsens.

Startopstilling med ændringer:
Patrik Carlgren – Kevin Conboy, Erik Marxen, Jonas Bager, Johnny Thomsen – Mikkel Kallesøe, Nicolai “Polle” Poulsen (59. Frederik Lauenborg), André Rømer, Saba Lobjanidze (79. Mads Aaquist) – Marvin Egho (70. Emil Riis), Benjamin Stokke.

Advarsler: Carlos Goncalves “Zeca” (FC København)
Udvisninger: Emil Riis (Randers FC)

Kampsponsor: Randers Water & Wellness

Kampens spiller: Johnny Thomsen

Tilskuertal: 5477 – tak for opbakningen.

 

Skrevet af: Nicola Neble
Foto: Getty Images