Ingen positive COVID-19-tilfælde i Randers FC-truppen

Tirsdagens COVID-19-prøver var alle negative i Randers FC-truppen.

Det er en speciel tid i hele verden i øjeblikket, hvor corona-pandemien har stor betydning for mangt og meget. Også for 3F Superligaen, hvor flere klubber efterhånden har haft tilfælde af COVID-19 i deres spillertrupper.

Den frygt har været tæt på i Randers FC, da cheftræner Thomas Thomasberg mandag fik et positivt testsvar på sin prøve. Tirsdag morgen og formiddag skulle samtlige spillere, trænere og ansatte igennem den ugentlige test, og heldigvis er testresultaterne negative, og der er derfor umiddelbart ikke sket en smittespredning i klubben.

For en sikkerheds skyld og i henhold til Divisionsforeningens protokoller vil de personer, der ses som nære kontakter til Thomas Thomasberg, herunder spillertrup og stab, blive testet igen torsdag.

Tirsdagens test blev foretaget på et laboratorium i København, men torsdag vil der være et setup, som gør, at prøverne kan analyseres med det samme i Randers, så spillerne kan nå at være på træningsbanen samme dag. Herefter kan træningen genoptages med de spillere og trænere, som fortsat udviser et negativt svar.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images