Information om billetsalget til AGF-kampen

Så er der nyt omkring, hvordan du kan komme til lokalbraget mellem Randers FC og AGF søndag den 20. september kl. 16.00 på Cepheus Park Randers.

Randers FC’s første 3F Superliga-hjemmekamp i sæsonen bliver en speciel en af slagsen. Det bliver nemlig mod lokalrivalerne fra AGF, der senest de var på besøg måtte rejse hjem med et 2-0-nederlag foran et næsten helt fyldt Cepheus Park Randers.

Et fyldt stadion får vi desværre ikke søndag den 20. september, da vi stadigvæk er underlagt covid-restriktioner, der sørger for god afstand mellem tilskuerne. Vi kan dog blive op imod 4000 i alt på stadion, med håb om lidt flere endnu, så der er stadig mulighed for en fornøjelig fodbolddag.

Billetsalget starter torsdag d. 10. september kl. 16.00, for den normalt unummerede del af stadion, som dog nu giver adgang til en bestemt plads defineret på billetten.

Fra torsdag den 10. september til mandag den 14. september kl. 08.00 har Randers FC’s loyale sæsonkortholdere fortrinsvis ret til at trække en billet til kampen via deres sæsonkortprofil på vores billetside til de nummererede pladser på Sparekassen Kronjylland Øvre.

Mandag den 14. september vil de nummererede pladser, som ikke er optaget blive sat til salg, så alle kan købe dem.

Eller alle er måske for meget sagt.

For i første omgang vil købere af hjemmebanebilletter til tidligere Randers FC-kampe i sæsonen 2019/20 have fortrinsret til at købe billet til kampen den 20. september. Dette sker på grund af den begrænsede tilskuerkapacitet og som tak for støtten i den forgange sæson.

Holder man med udeholdet AGF, så bliver man afvist ved indgangen, da der ikke må være udefans på stadion. Som det er nu, findes der hverken et udebaneafsnit eller et neutralt afsnit. Skulle man som AGF-fan alligevel komme ind på stadion, så kan man blive bortvist fra stadion under kampen. Man vil ikke få refunderet sin billet, når den først er købt.

Vi vil også gøre opmærksom på, at Cepheus Park Randers er inddelt i de berømte ”sale”, som hver især har plads til max 500 tilskuere. Derfor vil man opleve, at der kan være længere end normalt til toiletter eller boder. Dette er desværre en nødvendighed for at kunne lukke så mange som muligt ind. Se mere på kortet herunder og husk at orientér dig om indgangen når du har købt din billet, og inden du når frem til stadion.

Vi arbejder stenhårdt for at få lavet den bedst mulige stadionoplevelse for vores fans, og vi håber naturligvis, at mange vil komme på Cepheus Park Randers og bakke op om Randers FC-drengene og støtte dem til sejr. Vi opfordrer til at holde god afstand og overholde de gode råd, som sundhedsmyndighederne har udstukket i det seneste halve år. Læs mere her om vores anbefalinger for at sikre en god oplevelse på stadion: https://www.randersfc.dk/billetter/covid-19-information/

Har du nogle spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os via randersfc@randersfc.dk

Skrevet af: Cecilia Anna Maul Pedersen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images