I Randers FC spises der i mørke…

Forestil dig at indtage en treretters gourmetmenu fra Østergade 1 med dertilhørende lækre vine fra én Jysk Vin. Det lyder lækkert ikke?

Så forestil dig, hvordan det vil være at sidde i et totalt mørklagt lokale, mens du gør det. Hvordan skærpes de øvrige sanser? Påvirkes smagssansen? Kan du genkende smagene og får du overhovedet noget på gaflen? 

Torsdag den 3. oktober byder Randers FC Jobakademi, Dark Waiter, en såkaldt ’Dinner in the dark’-restaurant, velkommen på Cepheus Park Randers. Konceptet har sin oprindelse i Paris og kom til Danmark i midten af 00’erne. I knap 11 år har restauranten Dark Waiter haft til huse i København og med besøget i Randers er det blot anden gang, Dark Waiter bevæger sig uden for hovedstaden. Sidste gang de gjorde det, var i forbindelse med Kulturhovedstaden i Aarhus i 2017.

Det helt særlige ved Dark Waiter er, at tjenerne er synshandicappede. På verdensplan er der 36 millioner blinde, men det er dog alligevel et fåtal, der ved, hvilke udfordringer og ikke mindst muligheder et manglende syn, bringer med sig. Det at mestre dagligdagen synes pludselig vanskeligt og nye sanser tvinges i spil.

Vi spiser med øjnene, siger man. Helt instinktivt afkoder vi den mad, der serveres på tallerkenen foran os, inden vi spiser den. Men når lyset slukkes bliver madens farver og anretning irrelevante, mens konsistens, struktur og smag kommer i centrum. Andre sanser tager over og det ellers velkendte, skal pludselig angribes fra andre vinkler. Og netop det at se tingene fra nye vinkler og perspektiver, har en lighed med de CSR-initiativer Randers FC Jobakademi, driver til dagligt.

I Randers FC Jobakademi tror vi på, at alle kan noget uanset om man er i en socialt udsat position eller har et handicap. Alligevel kan det som borger være en udfordring at kaste sig ud på dybt vand og tage et valg om en ny retning i livet. Dette fordi vi, gennem mentorsamtaler, træningsforløb og andre værktøjer – altså en række nye input – opfordrer vores kursister til at revurdere egne vaner og handlemønstre for derigennem at få en forståelse for en anden virkelighed. Præcis ligeså grænseoverskridende kan det være at fralægge sig kontrollen ved at sidde i et mørklagt lokale og indtage en gourmetmiddag og dertilhørende vine – noget som for synshandicappede er helt normalt.

Vores fornemmeste opgave, på tværs af vores CSR-initiativer, er at udfordre – og give vores kursister nye input – sådan at deres virkelighed ændrer og udvikler sig – og afledt deraf, nedbryde barrierer og skabe forståelse i det omkringliggende samfund. Noget vi lykkes godt med. Så godt, at vi faktisk bl.a. har modtaget Dansk Handicap Forbunds Arbejdsmarkedspris 2018 for at nedbryde myter om mennesker med handicap.

Med arrangementet ønsker vi først og fremmest at give vores gæster en helt unik og autentisk oplevelse, hvor det at skulle spise i mørket for mange betyder et tab af kontrol, og hvor gæsterne er afhængige af de synshandicappede tjenere igennem aftenen. Vi håber at kunne give gæsterne et indblik i den verden, de blinde navigerer i til dagligt og vi ønsker samtidig at drage nogle paralleller til vores CSR-arbejde i Randers FC Jobakademi og kaste lys over vores projekter på en lidt anerledes måde end normalt.

Det eksklusive arrangement koster 1.195 kroner (inkl. moms) pr. person for 4-retters menu samt vin og kaffe.

Er du nysgerrig på arrangementet eller Randers FC’s CSR-strategi, kan du kontakte projektleder i Randers FC Jobakademi, Mads Agesen på mag@randersfc.dk

Skrevet af: Kristian Fredslund