Hvem er Aarhus Fremad?

Randers FC skal i aktion i morgen kl. 13:30 i Sydbank Pokalen mod 2. Divisionsholdet Aarhus Fremad. Her er et nærmere indblik i, hvad modstanderholdet er for en størrelse.

Måske kender du Aarhus Fremad fra TV2 Østjyllands webserie “Det skal nok gå“, fra Skipperligaens “Hjørnebanden“eller blot fordi du har gennemlevet nogle vanvittige sæsoner med den århusianske klub i Football Manager.

Hvis du ikke gør eller bare ønsker et endnu nærmere indblik i de sort- og gulstribede trøjer, vil vi råde dig til at læse med her.

Aarhus Fremad blev stiftet i 1947 som en fodboldudvidelse til den alleredeeksisterende atletikforening ‘Aarhus Fodsportsforening Fremad’, der havde set dagens lys i 1897.

I 1970’erne flyttede klubben til sit nuværende fort – Riisvangen – men på trods af adresseændringen var det alligevel i dette årti, at Fremad oplevede sit absolutte lavpunkt. I 1974 bestod klubben nemlig kun af 9 medlemmer, hvorfor der ikke engang kunne stilles med et fuldtalligt 11-mandshold. Dette kombineret med massive økonomiske problemer truede for alvorlig klubbens eksistens, men heldigvis trådte en ny og revolutionerende træner, Børge Toft, til. Han fik vendt skuden, og inden året 1974 var omme, var klubbens medlemstal steget til 27 personer, ligesom der blev indhentet nye spilledragter og bolde gennem sponsorer.

Derefter satte Aarhus Fremad for alvor fart og oplevede fra 1984-1997 uhørte ni oprykninger på blot 13 år. Hele opturen kulminerede i 1997, hvor klubben fra det nordlige Århus for første gang i sin historie kunne fejre, at deltagelse i landets bedste række var en realitet. Her tilbragte Fremad mod alle forventninger to sæsoner, hvor blandt andet 19-målsskytten i sæsonen 97/98, Søren Hermansen, og den nuværende FCM-træner, Brian Priske, prydede holdkortet.

I sit nuværende format lever Aarhus Fremad en tilværelse i 2. Division Gruppe 1, hvor de i skrivende stund ligger på 7. pladsen. På trods af sin beskedne placering i landets tredje bedste rækken er klubben alligevel gået hen og blevet lidt af en internet sensationen. Gennem fans, sammenhold og den generelle kulturelle dagsorden som underdog er de sort- og gulstribede trøjer gået viralt. Især Fremad-fansene synes at være populære, fordi den inkarnerede fangruppering “Hjørnebanden” har skabt flere overskrifter med legendariske hits som “Der’ Hjørne”, “Alle ska’ dø” og “Det ska’ nok gå”, der i bedste Fremad-stil selvfølgelig er musikalsk flankeret af et jagthorn.

Senest Randers FC krydsede klinger med Aarhus Fremad, var i 2004, hvor begge mandskaber huserede i 1. divisionen. Derfor glæder vi os til igen at stifte bekendtskab med vores yndlings Århus-klub, og selvom man måske af gode grunde ikke kan opleve Hjørnebanden i det vante femte gear, bliver det alligevel et glædeligt gensyn med den unikke kultur, der hersker i Fremad.

Kampen skydes i gang kl. 13:30 på et udsolgt Riisvangen. Man kan følge opgøret live på vores Facebookside fra kampstart. Dog bliver dette som lydstream, så man kan supplere sin arbejdsdag eller skolegang gennem sin højtaler eller headset.

Skrevet af: Christian Bundgaard Larsen