Hurtig Boman-scoring sikrede reserveliga-sejr

Mandag eftermiddag var Randers FC’s reserveligahold et smut i Viborg, hvor det blev til en 0-1-sejr på mål af Mikael Boman.

Knap var kampen begyndt, før bolden lå i hjemmeholdet Viborg FF’s mål. Måltavlen viste nemlig 0-1 efter blot 20 sekunders spil.

Viborg startede endda med bolden, men den kom hurtigt på Randers FC-fødder og endte hos Mads Aaquist, der sendte bolden ind til Mikael Boman, der scorede lynmålet.

Der var chancer til mere for Randers FC, der udover målet kunne tage en rigtig præstation med sig hjem til Randers.

– Vi spillede en virkelig god kamp med, hvad jeg vil kalde en rigtig Randers FC-indsats. Holdet havde et rigtigt godt powerfuldt udtryk med et godt presspil, der var med til at skabe mange chancer. Vi burde have vundet større, men den ville ikke ind. Derudover var dejligt at spille til nul med en bagkæde anført af Kasper Enghardt og Simon Graves, der stod godt, siger Randers FC-træner Rasmus Bertelsen om kampen.

Startopstilling med ændringer undervejs:
Jonas Dakir – Bjørn Kopplin, Kasper Enghardt, Simon Graves, Tobias Damsgaard – Mads Aaquist (70. Jesper Steendahl), Oliver Bundgaard (46, Kasper Høgh), Frederik Lauenborg (46. Christoffer Petersen), Tobias Klysner (75. Majaliwa Msabaha) – Mikael Boman (65. Mikkel Dongsted), Emil Riis

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Jan Christensen, Getty Images