Højdepunkter: Lyngby – Randers FC 0-3

Søndag aften skulle Randers FC forsøge at tage tredje sejr på stribe i 3F Superligaen, da kronjyderne gæstede Lyngby Boldklub.

Efter en uskøn 1. halvleg stemplede Randers FC ind fra 2. halvlegs start. Der var kun spillet 30 sekunder, før bolden lå i netmaskerne. Efter fantastisk forarbejde fra Mikkel Kallesøe kunne Alhaji Kamara for tredje kamp i træk sætte bolden i kassen.

André Rømer udbyggede føringen på straffespark, inden Bassala Sambou fik scoret sit første Superligamål for Randers FC, da han steg flot til vejrs og kraftfuldt headede bolden i netmaskerne til slutresultatet 0-3.

Det var dermed Randers FC’s tredje sejr i streg i 3F Superligaen, fjerde sejr i træk hvis man tæller pokalturneringen med, der betyder, at kronjyderne klatrer op i top-6 i 3F Superligaen.

Skrevet af: Martin Albrechtsen
Foto: Jan Christensen, Getty Images