Høgh topper topscorerlisten efter U19 storsejr

Lørdag eftermiddag skulle Randers Freja FC’s U19-hold forsøge at fortsætte de gode takter fra seneste kamp, hvor det lykkedes holdet at vinde med hele 5-1 ude over HB Køge. Denne lørdag var bundholdet Holbæk modstanderen hjemme på Viborgvej. Med en sejr over sjællænderne ville kronjyderne stadig være med i kampen om førstepladsen i U19 Drenge Divisionen.

Randers Freja FC kom bedst fra start i opgøret. Allerede efter fire minutter bragte hjemmeholdet sig foran på en scoring af Kasper Høgh, da han viste målnæse i feltet og kom først på et indlæg. Tobias Klysner fordoblede føringen i det 21. spilleminut, inden Kasper Høgh sikkert omsatte et straffespark til 3-0 i det 33. minut. Med scoringen topper Kasper Høgh nu topscorerlisten i U19 Drenge Divisionen med i alt 21 sæsonmål. Kort før pausefløjtet fik gæsterne fra Holbæk reduceret til 3-1.

U19-talenterne fortsatte dominansen i anden halvleg, hvor Christoffer Petersen udbyggede føringen med sin scoring til 4-1 i det 71. minut. Oliver Bundgaard Kristensen lukkede og slukkede opgøret, da han scorede til slutresultatet 5-1 over Holbæk. U19-holdet fik dermed for anden kamp i træk scoret fem mål og tanket masser af selvtillid. Der er tre kampe tilbage i sæsonen, og randrusianerne indtager p.t. tredjepladsen med tre point op til AB på førstepladsen i U19 Drenge Divisionen.

Randers Freja FC’s U19-hold spiller næste kamp lørdag den 25. maj kl. 13:00 ude mod FC Helsingør.

Kampfakta:
Randers Freja FC – Holbæk 5-1 (3-1)

1-0 Kasper Høgh (4.)
2-0 Tobias Klysner (21.)

3-0 Kasper Høgh (33.)

3-1 Christian Olsen (45.)

4-1 Christoffer Petersen (71.)

5-1 Oliver Bundgaard Kristensen (82.)

Startopstilling med ændringer undervejs:
Johannes Frahm, Christoffer Petersen, Oliver Overgaard Olesen (66. Matthæus Andersen), Jonas Graversen, Thomas Sønnichsen (45. Christian Hørby), Benjamin Zjajo, Majaliwa Msabaha, Oliver Bundgaard Kristensen, Tobias Klysner (45. Mads Rohde Sørensen), Jesper Steendahl, Kasper Waarst Høgh.

Skrevet af: Martin Albrechtsen
Foto: Martin Albrechtsen