Hannes Halldórsson solgt til Qarabag FK

Den islandske VM-målmand Hannes Halldórsson forlader Randers FC og fortsætter i Azerbaijan hos Qarabag FK.

Det har været en begivenhedsrig tid på det seneste for Randers FC-målmanden Hannes Halldórsson. Først deltagelse i Islands første VM-slutrunde, hvor han pillede et straffespark fra selveste Lionel Messi og nu et skifte fra det kronjyske til det kaukasiske, hvor han fremover skal tørne ud for Qarabag FK.

– Hannes’ præstationer til VM er ikke gået ubemærket hen. Der har været flere henvendelser på ham, og nu altså også et konkret bud fra Qarabag, som vi har accepteret. Hannes har været en solid sidste skanse hos os og havde i den forgangne forårssæson stor betydning både på og uden for banen. Vi vil gerne takke ham for hans indsats og ønske ham al mulig held og lykke fremover, fortæller sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen.

Hannes Halldórsson kom til Randers FC i sommeren 2016, hvor han blev hentet i hollandske NEC Nijmegen. Siden er det blevet til 69 kampe for klubben.

– Jeg har været rigtig glad for min tid i Randers FC, hvor jeg er faldet godt til på såvel holdet som i byen. Randers er en dejlig by, og det har ikke været en nem beslutning at skulle tage væk herfra. Jeg er dog blevet 34 år, så det var nu, hvis jeg skulle prøve noget andet og begive mig ud på et nyt eventyr. Jeg vil gerne takke alle i og omkring klubben for to gode år, og jeg håber alt det bedste for klubben fremover, siger Hannes Halldórsson.

Qarabag FK vandt mesterskabet i Azerbaijan i den forgangne sæson og er dermed med i kvalifikationen til Champions League. Senere på måneden møder de slovenske Olimpija Ljubljana. I sidste sæson slog de F.C. København ud i Champions League-kvalifikationen og kom i gruppespillet, hvor det dog blev til en sidsteplads i en gruppe med modstanderne Roma, Chelsea og Atletico Madrid.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Getty Images