Greve før Lyngby-opgør: Sindssygt vigtig kamp

Søndag middag krydser Randers FC klinger med formstærke Lyngby Boldklub i 3F Superligaen, når vi hjemme på Cepheus Park Randers tager hul på 20. spillerunde. Med kun tre kampe tilbage i grundspillet og tre point ned til nærmeste forfølger til top-6 ville en kronjysk sejr lune gevaldigt.

I kølvandet på torsdagens flotte præstation i Brøndby, hvor det lykkedes at få uafgjort med topholdet Brøndby IF, fangede vi Mathias Greve til en snak om dels præstationen i Brøndby og dels søndagens vigtige hjemmekamp mod Lyngby Boldklub.

– Det er et rigtigt godt point. Vi står faktisk her og er skuffede efter kun at få ét point i Brøndby. Det er jo vildt, at man skal stå og sige det mod et af rækkens tophold, siger Mathias Greve, der kom på rundens hold i 3F Superligaen efter sin præstation på Brøndby Stadion i torsdags.

Midtbanedirigenten har kun ros til overs for sine holdkammerater, der var at finde i den noget utraditionelle randrusianske startopstilling i Brøndby.

– Vi skifter jo en del spillere i startformationen og stiller med en helt ny formation i det hele taget. Jeg synes virkelig, at der bliver leveret gode præstationer hele vejen rundt. Jeg er især vild med vores nye norske midtbanemand, Lasse Berg Johnsen. Jeg synes virkelig, at han går ind og ejer midtbanen og virkelig gjorde det godt i dag. Det så rigtigt lovende ud, fortæller Greve.

Mathias Greve er både overrasket over at få point på Brøndby Stadion, men samtidigt skuffet over, at det kun blev til et enkelt point baseret på holdets præstation. Pointet kan dog vise sig at blive vigtigt, understreger Greve.

– Vi er jo en del af det her top-6 ræs lige p.t., hvor alle point tæller. Så det er klart, at vi rigtigt godt kan bruge det her point. Det var måske ikke et sted, da vi sad og noterede, hvor pointene skulle falde henne, at vi havde regnet med at få point. Så det er da overraskende, at det lige skulle være her på Brøndby Stadion. At vi så endda kunne have fået alle tre point, det er jo bare lidt ærgerligt. Men det er et ekstremt vigtigt point i den her top-6 kamp, udtaler Mathias Greve som ser frem til søndagens vigtige hjemmekamp mod Lyngby Boldklub.

– Kampen mod Lyngby er sindssygt vigtig. Nu har Lyngby set rigtigt stærke ud, så der venter selvfølgelig en svær opgave, men når du kigger på tabellen og modstanderen, så kommer vi selvfølgelig til at jagte de tre point med alt, hvad vi har hjemme på Cepheus Park Randers, slutter Greve.

Du kan se kampen direkte på Eurosport 2 og discovery+, lytte til den via DR P3 og Radio Alfa samt følge den via Randers Amtsavis’ liveblog.

Mathias Greve er sponsoreret af Maretti Trægulve.

Skrevet af: Martin Albrechtsen
Foto: Jan Christensen, Getty Images