To gamle kendinge på besøg på søndag

To spillere hos FC Midtjylland har tidligere repræsenteret Randers FC, nemlig reservekeeper Mikkel Andersen og angriber Ronnie Schwartz.

Førstnævnte var på leje i det kronjyske fra engelske Reading FC fra sommeren 2013 til maj måned 2014. I den periode fik Mikkel 12 kampe for Randers FC.

Lidt flere kampe blev det til for Ronnie Schwartz – også kendt som ”Plaffeministeren”. Han fik for alvor sit gennembrud i dansk fodbold, da han skiftede fra AaB til Randers FC i 2011. Her plaffede han 40 kasser ind i 89 kampe for Randers FC, inden han i sommeren 2014 blev solgt til franske Guingamp.

Efter et par år i det franske har Ronnie sidenhen optrådt for Brøndby IF, Esbjerg fB, norske Sarpsborg 08, belgiske Waasland-Beveren, Silkeborg IF og nu altså FC Midtjylland.

Kom og se de gamle kendinge i aktion søndag kl. 20.00 på Cepheus Park Randers.

Skrevet af: Jesper Bøss
Foto: Jan Christensen, Getty Images