Frustrerende nederlag sender Randers FC i gruppespillet

Getty Images

En intens og dramatisk Top 6-finale endte desværre med frustration og nedadvendte mundvige for kronjyderne. Det var lige ved og næsten, da Randers FC mødte OB på fynboernes hjemmebane.

Der var godt med spænding forud for søndagens Top 6-finale. Med en sejr kunne kronjyderne sikre sig pladsen i Superligaens top 6 og dermed blande sig i mesterskabsspillet. Der var også mulighed for kronjysk deltagelse i mesterskabsspillet med et uafgjort slutresultat, men der skulle mere end almindeligt held til, for at det skulle flaske sig sådan. Med en lidt anderledes 3-5-2-opstilling, og en Mikkel Kallesøe ude med skade, skulle Randers FC-mandskabet sætte det fynske hjemmehold på plads.

Det var dog umiddelbart hjemmeholdet der kom bedst fra start, med store dele af boldbesiddelsen. Der var stor fight at spore i kronjydernes øjne, og samtlige spillere viste enorm energi og ildhu. Efter godt et kvarters spil var der grund til at ånde lettet op. Fynboerne kom frem i det kronjyske målfelt, men afslutningen blev heldigvis for spids. Randers FC fortsatte ufortrødent jagten på en sejr! Men kort før pausefløjt finder OB’erne en åben plads bag defensiven, hvor Jacob Laursen kan sende bolden i netmaskerne. OB er foran 1-0.

2. halvleg bød hurtigt på en chance til kronjyderne. Saba Lobjanidze modtog bolden foran OB-målet og afsluttede, men keeper-Grytebust kom ud i bolden. Der var generelt kortere mellem de store chancer i begge ender. Efter godt en times spil fyrede Randers FC-mandskabet godt op under kedlerne, og både Frederik Lauenborg og Nicolai Poulsen forsøgte sig langt ude fra, men der var vind under bolden, og den svævede derfor over overliggeren. Også indskiftede Emil Riis forsøgte sig med en header mod de fynske netmasker. Det var marginalerne der gjorde forskellen – og det var desværre ikke til kronjydernes fordel.

I 82. minut havde selveste Johnny Thomsen, kronjydernes nok største chance, da han sendte bolden langs jorden mod det fynske mål. En halv meter længere til højre, og Randers FC havde udlignet. Og den halve meter afspejlede på mange måder opgøret for Randers FC. Det var lige ved og næsten med fight og intensitet, der desværre endte i et frustrerende resultat.

 

Med søndagens resultater placerer Randers FC sig på en 8. plads i Superligaens grundspil. Nu gælder det gruppespillet, hvor Randers FC umiddelbart har en fornuftig placering. Placeringen betyder også, at Randers FC selv vælger hvilken pulje de vil placeres i i gruppespillet.

Startopstilling med ændringer:
Patrik Carlgren – Johnny Thomsen, Jonas Bager, Kasper Enghardt (70. Mads Aaquist), Erik Marxen, Kevin Conboy – Nicolai Poulsen, André Rømer (45. Emil Riis), Frederik Lauenborg (79. Benjamin Stokke) – Saba Lobjanidze, Marvin Egho.

Advarsler: Nicolai Poulsen

 

 

Skrevet af: Nicola Neble
Foto: Getty Images, Anita Graversen