Frossen nulløsning i første pokalkvartfinale

På en iskold bane i Nørreskoven spillede Vejle og Randers FC 0-0 i den første af to kvartfinalekampe i Sydbank Pokalen.

Torsdag aften var Randers FC taget på udebanetur for at få det optimale udgangspunkt i det første af to kvartfinaleopgør mod Vejle i Sydbank Pokalen. Her var banen så ramt af frostgraderne, at spillerne med fordel kunne have byttet fodboldstøvlerne ud med skøjter.

Det hårde underlag virkede til at påvirke Randers FC mest – i hvert fald i kampens begyndelse. I de første 15 minutter var randrusianerne på hælene, mens Vejle var bedre til at tilpasse sig den frosne bane og var generelt mere aggressive og duelstærke. I det lyseblå bur viste Patrik Carlgren dog, at han har meget sikre hænder, da han gang på gang modtog hjemmeholdets indlæg med kyshånd.

Efter små 30 minutter fik Randers FC sin første reelle chance. Kasper Høgh, der fik sin første startplads siden sin retur fra islandske Valur, lavede et snedigt træk i venstre side, før han fandt Mathias Greve lige foran feltkanten. Desværre for randrusianerne havde Greve ikke held med sit langskud, som ellers har udviklet sig til lidt af en specialitet for den vævre kantspiller. Hans skud røg nemlig en meters penge forbi venstre stolpe.

Tre minutter efter appellerede Randers FC-spillerne for, at bolden havde passeret mållinjen efter et hjørnespark, hvor Vejles målmand Indy Groothuizen fedtede med bolden i det tætpakkede, forreste område. Som den langsomme gengivelse viste, dømte dommer Morten Krogh dog helt korrekt i situationen ved ikke at dømme scoring.

Ét minut herefter fik Kasper Høgh en afslutning i feltet. Vito Hammershøy-Mistrati sprang smart over et indlæg, hvorefter den unge angriber fik plads til at afslutte med venstrebenet, men desværre røg bolden over målet.

Kort før pausen fik Mathias Greve et frispark udenfor feltet. Dette blev Vito Hammershøy-Mistrati sat til at eksekvere, og det gjorde han næsten til perfektion. Et knaldhårdt, indadskruet spark blev sendt mod målet, men desværre diskede Groothuizen op med en god redning. Kort efter lød pausefløjtet, hvorfor begge hold kunne løbe ind i pausevarmen ved 0-0.

10 minutter efter pausen opstod kampens hidtil største chance. Hjemmeholdets Arbnor Mucolli viste prøver på sine tekniske færdigheder og stod pludselig overfor Patrik Carlgren. Den duel vandt Randers FC’s svenske keeper, og i efterfølgende klumpspil begik vejlegenseren frispark.

20 minutter inde i anden halvleg var Randers FC igen tæt på, og endnu engang var Mathias Greve indblandet. Han fandt først indskiftede Björn Kopplin, som svingede bolden ind mod Alhaji Kamara i feltet. I første omgang blev bolden headet ud af feltet, men efterfølgende havde Greve læst nedfaldet og kom derfor først på kuglen. Desværre for randrusianerne sparkede den formstærke kantspiller forbi målrammen.

Herefter gik kampen lidt i stå, og dette var ganske forståeligt grundet de meget svære betingelser. Tættest på en scoring var indskiftede Bassala Sambou, da han forsøgte at krølle bolden over i det lange hjørne. Derfor lød det endelige dommerfløjt altså ved stillingen 0-0, hvilket er et ganske fint udgangspunkt før returkampen.

Returkampen spilles d. 10. marts, hvorimellem der venter fem kampe i 3F Superligaen. Den første af disse er allerede på søndag d. 14. februar, hvor Randers FC tager til det bolsjestribede Nordjylland for at gæste AaB. Denne kamp starter kl. 14:00.

Kampfakta:
Vejle – Randers FC 0-0 (0-0)

Startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren – Mikkel Kallesøe, Simon Graves, Simon Piesinger, Jesper Lauridsen (61. Björn Kopplin) – Vito Hammershøy-Mistrati (74. Tosin Kehinde), André Rømer, Frederik Lauenborg, Mathias Greve (83. Nikola Mileusnic) – Kasper Høgh (61. Bassala Sambou), Alhaji Kamara (83. Marvin Egho).

Skrevet af: Christian Bundgaard Larsen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images