Fremragende indsats sikrede sejr i Aarhus

Randers FC-spillerne vandt helt fortjent 2-0 over lokalrivalerne fra AGF søndag eftermiddag i Aarhus.

Der er bare noget ekstra ved at vinde et lokalopgør, og det har Randers FC været rigtig gode til i de seneste år. Søndag blev det til en 2-0-sejr, da man på mål af Benjamin Stokke og Jonas Bager slog AGF på Ceres Park i Aarhus.

Spillet skulle dog lige sætte sig for Randers FC, der i kampens indledning fik et par chancer imod sig. Men både Patrik Carlgren og André Rømer var vågne fra start og klarede de to gode AGF-muligheder.

Efter 10 minutters spil var det dog Randers FC, der dominerede kampen, og det gav flere fine muligheder. Der blev skabt et par fine muligheder til Benjamin Stokke og Saba Lobjanidze, men den sidste skarphed manglede dog.

Skarpheden var der dog efter 29 minutter, da Benjamin Stokke sparkede Randers FC i front. Saba Lobjanidze var arkiteten bag målet, da han satte et par AGF’er på venstrekanten og fandt Stokke, der tog en berøring, inden han sparkede den i kassen via AGF-keeperen.

Blot fire minutter senere blev den føring udbygget. Et millimeterpræcist indlæg fra anfører Nicolai Poulsen endte i panden på Jonas Bager, der headede bolden sikkert i kassen til 2-0, som også var stillingen ved pausen.

Randers FC kunne med føringen stille sig lidt mere afventende tilbage på banen, og det blev også billedet i anden halvleg. AGF var meget på bolden, men en stærk Randers FC-defensiv afviste gang på gang AGF’ernes tilnærmelser.

I den anden ende var både Mikkel Kallesøe og Saba Lobjanidze tæt på at udbygge føringen, mens AGF’s største chance var en afrettet bold, der ramte overliggeren.

Det endte dog med en 2-0-sejr til Randers FC – den første udesejr i denne sæson. En flot præstation, hvor man endda sluttede kampen med hele fem spillere af egen avl på banen

Nu gælder det FC Nordsjælland på hjemmebane på søndag kl. 14.00.

Køb billet til kampen (eller sæsonkortabonnement) her: billet.randersfc.dk

Startopstilling (med ændringer undervejs):

Patrik Carlgren – Johnny Thomsen, Kasper Enghardt, Jonas Bager, Erik Marxen – Mikkel Kallesøe, Nicolai Poulsen, André Rømer, Saba Lobjanidze (89. Simon Graves) – Benjamin Stokke (74. Mikael Boman), Marvin Egho (65. Tobias Damsgaard)

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Rene Schutze, Getty Images