Frederik Lauenborg rundede de 100 kampe

Randers FC’s 23-årige midtbanespiller Frederik Lauenborg spillede sin kamp nummer 100 for klubben søndag eftermiddag.

Det er nok en kamp, han helst vil glemme, da kampen endte med en 4-3-sejr til FC Nordsjælland. Det er dog en så stor bedrift, at den selvfølgelig skal nævnes. For da Frederik Lauenborg søndag eftermiddag blev indskiftet i det 68. minut i 3F Superliga-kampen på Cepheus Park Randers var det hans officielle optræden nummer 100 for Randers FC.

Frederik stammer fra Skovbakken, men kom som ungdomsspiller til Randers og var en profil på U19- og U17-holdene. Han blev dog slemt knæskadet, og han har derfor skullet kæmpe sig tilbage for at komme tilbage på det høje niveau, der også har kastet 10 ungdomslandskampe af sig.

Hans Randers FC-debut fik han som 18-årig i 2015, da han startede inde i pokalkampen mod FC Sønderborg. En kamp, der endte med en 6-0 sejr (Kasper Fisker, Kasper Junker og Piotr Parzyszek blev alle dobbelte målscorere). Superliga-debuten lod vente på sig og kom i august 2017, hvor han blev indskiftet i stedet for Perry Kitchen i 2-o-nederlaget til FC Helsingør.

Siden er der altså sket meget, og den 23-årige midtbanespiller er blevet en vigtig del af Randers FC-mandskabet, som lige nu kæmper for den bedste mulige placering i 3F Superligaens Mesterskabsspil samt en potentiel finale i Sydbank Pokalen.

Det er dog ikke mål, som har været Frederiks spidskompetence i hans seniorkarriere. Blot ét mål er det blevet til i de første 100 kampe. Det faldt i november 2020, da han flugtede Randers FC foran med 2-0 i 2-1-sejren på hjemmebane over OB.

Stort tillykke til Frederik med de 100 kampe!

Frederik Lauenborg er personligt sponsoreret af Haugaards Murerforetning

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Jan Christensen, Getty Images