Flot præstation af de unge Randers FC-spillere i reservekamp mod AaB

Tirsdag eftermiddag spillede Randers FC en uofficiel reservekamp mod AaB på Viborgvej i Randers. Kronjyderne stillede med et meget ung mandskab udgjort af flere U19 og U17-spillere. Og de unge Randers FC-talenter stod overfor noget af en udfordring, da AaB stillede til start med flere profiler i form af bl.a. Kasper Kusk, Tom Van Weert, Magnus Christensen og Kasper Pedersen.

Randrusianerne havde det da også svært i den første halve time af kampen, hvor der blev givet for mange chancer væk. I denne periode kom hjemmeholdet også bagud, da AaB’s Malthe Højholt bragte gæsterne foran. Herefter kom Randers FC-reserverne bedre med i kampen, og fik også udlignet på et decideret drømmemål, da Oliver Bjerrum Jensen afsluttede et fortrinligt angreb med at score til 1-1. Udligningen løsnede op og herefter kunne kronjyderne spille med energi og opportunisme i resten af kampen, hvor Randers FC-reserverne matchede AaB på trods af, at hjemmeholdet på papiret var et noget svagere og yngre hold. De to hold kunne gå til pause ved stillingen 1-1.

I anden halvleg blev stortalentet Filip Bundgaard Kristensen skiftet ind, og han skulle ikke bruge mange minutter før bolden blafrede i netmaskerne. Efter assist fra brormand Oliver Bundgaard kunne Filip elegant sætte bolden i nettet og dermed bringe Randers FC foran med 2-1. Kasper Kusk straffede dog kronjyderne hårdt efter en dårlig clearing og udlignede til 2-2. På trods af dette pressede Randers FC’s unge reserver på, og var ret beset uheldige med ikke at vinde kampen, da holdet skabte flere gode muligheder mod kampens afslutning. Derfor sluttede dagens uofficielle reservekamp 2-2 mod AaB, hvilket Rasmus Bertelsen, der står i spidsen for reserveligaholdet, var godt tilfreds med.

– Det var generelt en opløftende indsats i en svær matchning. De unge gjorde det godt, og det var dejligt at se et par flotte mål af de to teknikere, Oliver Bjerrum og Filip Bundgaard. Derudover har Oliver Bundgaard to assists fra venstre back. Dejligt at se hans offensive kvaliteter for alvor komme i spil, fortæller Rasmus Bertelsen.

Kampfakta:
Randers FC – AaB 2-2 (1-1)
0-1 Malthe Højholt
1-1 Oliver Bjerrum Jensen
2-1 Filip Bundgaard Kristensen
2-2 Kasper Kusk

Startopstilling:
Jonas Dakir – Christoffer Petersen (U19), Oliver H. Schmidt (U19), Mikkel Brund (U19), Oliver Bundgaard – Tobias Klysner, Mads Enggård (U17), Issah Salou, Tosin Kehinde – Oliver Bjerrum (U19), Bassala Sambou.

Den øvrige bænk består af Philip Gejl (U19), Laurs Skjellerup (U19), Filip Bundgaard (U17), Frederik Petersen (U19), Christian Østergaard (U17), Aske Adelgaard (U19), Karl Leth (U19), Andreas Pisani (U19), Jeppe Kudsk (U19).

 

Skrevet af: Martin Albrechtsen