Findes der Randers FC-fans, der ikke er fra Randers?

Findes der Randers FC-fans, der ikke er fra Randers eller som ikke er blevet det på grund af mors eller fars fodboldtilbøjeligheder?

Ja, det gør det rent faktisk – nemlig Linus fra København

Det fandt vi ud af i sidste uge, da Linus’ mor skrev ind for at høre, om den Randers FC-spillertrøje, hun havde bestilt i shoppen var på vej til søndagens fødselsdag, hvor Linus blev 8 år.

Det var den heldigvis, og vi sendte selvfølgelig en videofødselsdagshilsen fra anfører Erik Marxen (Linus’ favoritspiller) afsted, som gjorde ham “super overrasket, meget stolt og glad” ifølge mor Dorte

Hun kan fortælle, at Linus har holdt med Randers FC, siden han var 4 år og ikke kunne læse holdnavnene. Han var meget interesseret i holdenes logoer, og kunne åbenbart bedst lide hesten. Nu synes han bare, at Randers FC er et godt hold og ingen (heller ikke far, farfar eller onkel) kan overbevise ham om andet

Stort tillykke med fødselsdagen til en fantastisk ung fan i det københavnske. Vi håber, at du fortsat holder ved i fremtiden trods pres fra familiemedlemmer, der holder med “mindre” københavnske klubber.

Og så håber vi da også, at du får held med at overtale familien til at flytte til vores fantastiske by, som vi ved, du ihærdigt forsøger

Du og familien er hjertens velkommen til at kigge forbi til en rundvisning på Cepheus Park Randers – og vi sørger selvfølgelig for et par billetter til en Randers FC-kamp, når vi igen må have flere tilskuere på stadion

Skrevet af: Kristian Fredslund