Fankulturen har en fremtid i Randers!

Sent onsdag eftermiddag var der mødt 35 entusiastiske Randers FC fans op til møde på Cepheus Park Randers. Dagsordnen var præcis og simpel – Hvordan får vi stemningen tilbage på hjemmebane?

Det er en problemstilling, som ligger mange på sinde, og derfor var det også vigtigt, at få drøftet mulighederne i et åbent forum. Randers FC var repræsenteret ved event- og fankoordinator Daniel Svane, Club Secretary Jesper Hansen samt praktikant i event- og marketing Marc Albøg Nielsen. Af de forskellige grupperinger var Nordtribunen, Blue Pirates, De fugtige bævere og Randers yngre tilstede. Derudover var der også mødt personer op, som ikke har nogen specifik tilknytning til fan-miljøet men, som alligevel har en interesse i udviklingen.

Blandt de tilstedeværende blev der nedsat et mindre udvalg, som skal sikre, at klub og fans arbejder i samme retning. Fra klubbens side vil der et øget fokus på at reetablere den gode stemning på stadion, og derfor vil der blive indledt en række initiativer, som skal skabe bedre vilkår for klubbens fans. Helt konkret har der været et ønske, om at ændre lokationen for  stemningsafsnittet. Her vil vi teste alternativer af i løbet efteråret. Det hegn der er placeret ved stemningsafsnittet, har også været årsag til en del irritation. Derfor vil dette bliver fjernet inden vores hjemmekamp mod AC Horsens d. 23/9.

En anden udfordring har været rekruttering af nye medlemmer. Her vil vi naturligvis også gerne give en hånd med. Derfor vil vi inden længe introducere en ny platform, hvor der vil blive afholdt en række arrangementer på stadion, og lavet andre tilbud. Alt dette vil der komme mere ud om i nærmeste fremtid.

Hvis man sidder med yderligere input, så er man naturligvis meget velkommen til at sende disse til Daniel Svane på dsv@randersfc.dk

Alt i alt var det et positivt møde, og vi glæder os til at vi sammen kan løfte stemningen på stadion!

Skrevet af: Daniel Svane
Foto: Getty Images