Er det dig, der skal lede den næste kamp på stadion?

I Randers FC har vi igennem mange år udviklet unge mennesker – ikke kun på fodboldbanen, hvor talent-afdelingen tager sig kyndigt af vores spillere, men også i Randers FC Jobakademi, hvor vi har arbejdet med adskillige socialt udsatte og sårbare borgere i et beskæftigelsesorienteret perspektiv. I samarbejde med Bevæg dig for livet (Randers Kommune) og DBU Jylland kombinerer Randers FC nu fodbold og beskæftigelse i en ny mulighed for at tage en fodbolddommeruddannelse, hvor kompetenceudvikling er i højsædet. Vi vil hjælpe fremtidens dommertalenter på vej!

En fodbolddommeruddannelse er en lederuddannelse, som du kan bruge resten af livet. Fx lærer du på uddannelsen at håndtere de konflikter, det temperament og de følelser, der ofte viser sig under en fodboldkamp. Du skal som dommer kunne optræde som en neutral og myndig medaktør på banen, hvor du hverken tilhører det ene eller det andet hold. Foruden den teoretiske viden om Fodboldloven og dens 17 paragraffer, inkluderer uddannelsen også et praktisk perspektiv, som indeholder følgende:

• Praktisk dommergerning
• Opvarmning
• Praktisk træning og dommerens virkemidler
• Grundlæggende ledelse
• Dommeren som leder
• Kommunikation

Det er naturligvis et krav, at du er i god fysisk form og derfor forbeholder DBU Jylland sig retten til at undlade at indstille aspiranter til deltagelse på den praktiske del af uddannelsen , hvis de fysiske krav ikke kan indfries.

Som fodbolddommer får du verdens fedeste fritidsjob, hvor lønnen er skattefri og du selv kan vælge dine arbejdstider. Du får også et stærkt netværk og mulighed for at skille dig ud i din fremtidige søgen efter job, ligesom du får motion, der styrker dit helbred. Kender du en, eller er du selv mellem 15 og 25 år og er interesseret, så kom og hør mere til informationsmødet d. 26. juni kl. 17.00 – 19.00 på Cepheus Park Randers, Parkboulevarden 31, 8920 Randers NV, hvor kurset ligeledes afholdes.

Vil du vide mere om uddannelse og det praktiske herom, herunder pris og tilmelding, er du velkommen til at kontakte Mads G. Pedersen på 20 76 18 46.

Skrevet af: Randers FC