En mors dags-gave, der virkelig gjorde en forskel

I en ny serie – holdet bag holdet – går vi tæt på nogle af de medarbejdere i Randers FC, der ikke har fodboldstøvler på…

I Randers FC er det – ligesom i alle andre fodboldklubber – spillerne, trænerne og sportschefen m.v., der er ansigtet udadtil. Det er dem, fansene hepper på, medierne skriver om og TV-kanalerne bruger sendetid på, ligesom det er dem, der sørger for at forsyne os med den ugentlige dosis af enten skuffelse, frustration, glæde eller eufori. Men en fodboldklub er meget mere end dem, og vi vil her i kampprogrammet gå tæt på nogle af de medarbejdere, der hver dag, hver uge, hver måned, hele året rundt knokler for at få tingene til at fungere i Randers FC.

Denne gang gælder det Lone Nikolajsen, der er salgskoordinator i Randers FC med ansvar for en del sponsorydelser og sponsorpleje, ligesom hun koordinerer VIP-arrangementerne i sponsorloungen i forbindelse med hjemmekampene.

Til oktober kan Lone fejre 10-års jubilæum i Randers FC. Ti år, hvor der har været både op- og nedture i klubben, men hvor Lones hjælpsomhed, service, gode humør, smil og imødekommenhed altid har været en uundværlig del af det at være sponsor i Randers FC.

Den dér gave…

Lone Nikolajsens forhold til Randers FC startede i 2007. Selvom hun som barn havde overværet et par Randers Freja-kampe på stadion sammen med sin far, havde fodbold ikke fået rigtig fat i hende. Det ændrede sig imidlertid, da hun fik en Randers FC-billet i mors dags-gave af børnene og måtte en tur på stadion.

– Det blev den skønneste oplevelse, og derfra var jeg solgt med det samme. Faktisk var hele familien begejstret, og vi begyndte sammen at tage til stort set alle kampe, både hjemme og ude. Vi havde virkelig fundet noget, som hele familien kunne være sammen om, og ja, kunne de andre en sjælden gang ikke, kunne jeg godt finde på selv at tage fanbussen til en udekamp.

– Vores interesse betød også, at min mand, Magnus, der er selvstændig med Shell i Raasted, valgte at blive sponsor i klubben. Dermed kunne vi også komme i loungen. Magnus er i øvrigt fortsat sponsor i klubben den dag i dag, så han og til tider også børnene kommer fortsat i loungen.

Drømmejobbet

Lone arbejdede på det tidspunkt med salg og marketing hos Peterson Packaging i Randers, men omstruktureringer i efteråret 2008 betød, at hendes job blev sparet væk. Så efter 23 år i emballagevirksomheden måtte hun i gang med at søge nye udfordringer, og efter cirka et halvt år dukkede drømmejobbet op. Randers FC søgte en salgskoordinator.

– Jeg kan huske, at jobopslaget blandt andet blev profileret på LED-banderne på stadion, og jeg stod bare og tænkte: Stop nu med at reklamere for jobbet. I behøver ikke flere ansøgninger. I har jo fået min. Jeg skal simpelthen bare have det job.

Og sådan gik det. Lone fik jobbet og blev i øvrigt ansat samme dag, som Ove Christensen blev udpeget som ny cheftræner i klubben. Ove overtog et stærkt nedrykningstruet mandskab, og så husker de fleste vel historien derefter. Ellers kan Lone hjælpe os på vej.

Mirakel efterfulgt af nedtur

– Min første tid i klubben var sæsonen, der bød på mirakelforåret, hvor vi reddede os på sidste spilledag, selvom vi tabte til Brøndby. Den dag står tydeligt i erindringen, ikke mindst fordi alle var glade. Vi var glade, fordi vi havde reddet os, og Brøndby var glade, fordi de havde vundet bronze.

– Jeg kan også huske, at PC (daværende sportschef Peter Christiansen, red.) vinkede mig med ind på banen efter sidste slutfløjt. Her følte jeg virkelig, at jeg blev optaget i en helt særlig klub. Det var en kæmpe oplevelse, fortæller Lone, der så til gengæld også husker samme tidspunkt omtrent et år senere, hvor en sidste-sekunds-scoring af Esbjerg i den sidste hjemmekamp sendte Randers FC ud af Superligaen.

– Jeg havde altid forsvoret, at jeg ikke kunne græde over fodbold, men det kunne jeg. Det var frygteligt og virkelig en kontrast til sæsonen inden, fortæller Lone, der, når hun nu er i gang med en tur ned ad memory lane, selvfølgelig også nævner pokalfinalen i 2013, selvom den blev tabt, og de fornemme bronzemedaljer samme år. Oplevelser har der været rigtig mange af.

Sponsorer med stort fodboldhjerte

Lones job handler primært om den ”interne” del af sponsorkontrakter, sponsorpleje og koordinering af arrangementerne i VIP-loungen, herunder selvfølgelig når mellem 800 og 1.000 sponsorer dukker op til spisning på kampdage i loungen.

– Jeg har et rigtig spændende job og sætter stor pris på samarbejdet med sponsorerne. Rigtig mange er en del af Randers FC, fordi deres hjerte er i klubben, og det er fantastisk at arbejde med. Når det er sagt, kan vi også mærke, at der stilles større og større krav til os og til, hvad Randers FC kan tilbyde til gengæld. Men det er helt naturligt og kun med til at gøre vores sponsorprodukter endnu bedre, fortæller Lone.

– Jeg har løbende fået lov til at forme mit job i Randers FC og har også udviklet mig meget. Jeg søgte i sin tid en kontorstilling, hvor opgaverne var meget administrative og indadvendte. Det har ændret sig, og det samme har jeg. Jeg var meget mere indadvendt, da jeg startede i Randers FC.

Rum med Randers FC-effekter

Lone bor i Helsted sammen med sin mand Magnus. De har børnene Nikolaj, Cecilie og Frederikke, som alle er fløjet fra reden.

Randers FC er fortsat et stort, fælles omdrejningspunkt i familien, også selvom Lone i dag arbejder på kampdage.

– Mine børn siger nogle gange, at de tager til fodbold for lige at se lidt til deres mor, så de kommer jævnligt i loungen, smiler Lone, der hjemme i privaten har et lille Randers FC-rum med forskellige effekter, som hun har samlet i tidens løb.

Blandt andet et signeret anførerbind, båret af Ralf Pedersen, et af bogstaverne fra et af de tidligere stadionnavne og en signeret Birmingham-trøje, som hun fik af Nicolai Brock-Madsen, efter at han skiftede til den midtengelske klub. For bare at nævne lidt af det.

Jo, Lones fodboldhjerte er på alle måder funklende lyseblåt. Den mors dags-gave i 2007 gjorde virkelig en forskel.

Både for Lone, men så sandelig også for Randers FC og klubbens mange sponsorer.

 

Skrevet af: Jesper Bøss
Foto: Randers FC