En lykkelig genforening med HF Christiansen

HF Christiansen har været sponsor i Randers FC siden 2004 og altid været en fast del af sponsorkredsen indtil for et lille år siden, hvor man besluttede at stoppe og tage en pause.

Tiden til at komme på stadion og gøre brug af VIP-billetterne var ikke til stede, og samtidig valgte man at placere sine markedsføringskroner anderledes.

Men 2018 har budt på flere ændringer og meget mere fleksibilitet i de produkter, man kan få hos Randers FC som sponsor/samarbejdspartner. Randers FC har haft meget fokus på at tilpasse aftalerne efter kundens behov og finde den rigtige løsning i forhold til billetter, eksponering – eller som i dette tilfælde at gøre brug af vores fantastiske konferencefaciliteter. Det altoverskyggende formål er at dække de behov, vores samarbejdspartnere efterspørger.

Da vi kontaktede HF Christiansen i maj måned for at fortælle om nogle af de nye muligheder, der er i Randers FC, var det med udgangspunkt i, at de kunne holde deres årlige cykelmesse for deres forhandlere fra Jylland og Fyn ude på stadion.

Det synes de lød spændende, og efter et par besøg og opmåling i vores flotte Thor Lounge besluttede de, at det med beliggenheden, og de store glaspartier med udsigt ned mod fodboldbanen, var et interessant sted at afholde deres 2018-messe. Den synergi der var med cykling, motion og sport generelt passede perfekt.

Arrangementet i september forløb helt fantastisk. Hele Thor Loungen var ryddet og fyldt med cykler, og næsten 1000 forhandlere gæstede messen over fem dage fra tidlig morgen til sen aften.

Det gik faktisk så godt, at HF Christiansen allerede kort efter besluttede at booke til messen i 2019 og derfor har lavet en to-årig aftale med Randers FC om et sølvsponsorat, hvor man har en kombineret aftale med VIP-billetter og arrangementer. Aftalen viser, at vores nye tilgang til tingene har vist sig at være en succes, og vi er virkelig glade for, at HF Christiansen igen er en del af Randers FC.

HR- og marketingchef Charlotte Rye Egegaard Christiansen og salgschef Morten Christensen (på billedet) roser den nye tilgang til tingene og servicen før, under og efter messen.

– Vi var virkelig begejstrerede for at afholde vores arrangement hos Randers FC. Den måde det hele forløb på, og fleksibiliteten som blev udvist, er selvfølgelig også en af de store årsager til, at vi igen er del af Randers FC, udtaler Charlotte Rye Egegaard Christiansen.

Skrevet af: Kristian Fredslund