Emil Riis bliver månedens spiller for september

Månedens spiller for september er i dag blevet afgjort via en afstemning på vores Facebookgruppe. Det blev topscorer Emil Riis, der løb med titlen efter en fremragende sæsonstart i 3F Superligaen såvel som landsholdet. 

Emil Riis er her, der og alle vegne i øjeblikket. I går blev han udtaget til U21-landsholdet, og i dag prydes han med endnu en titel – denne gang i randrusiansk-regi – idet han er blevet kåret til månedens Randers FC-spiller for september.

Titlen kommer i kølvandet på en fremragende sæsonstart for kronjydernes nummer 9. Emil har formået at banke to kasser ind i de første tre 3F Superligakampe, mens han også skaffede et remis hjem til Danmark i U21-landskampen mod Ukraine.

Vi krydser derfor fingre for, at Emil fortsætter sin målform i den kommende hjemmekamp mod Brøndby på fredag i 3F Superligaen.

Udover lykønskningen til Emil skal der også siges tillykke til Peder Langhoff Jensen, der har vundet et gavekort til Trinity Hotel og Konference Center i Fredericia. Konkurrencen er udstedt i samarbejde med Krifa.

Emils personlige sponsor er Systemcenter A/S, som har hovedsæde i Randers.

Skrevet af: Christian Bundgaard Larsen