Dobbelt op på Stokke i reserve-remis

Benjamin Stokke scorede to gange, da Randers FC’s reserver spillede 3-3 mod Brabrands 2. divisionshold.

Randers FC-reserverne havde fået en ekstra kamp i kalenderen, da en kamp mod Brabrands 2. divisionshold var arrangeret for at få flere spilleminutter til dem, der ikke har været i kamp i 3F Superligaen samt flere af de unge talenter fra U19- og U17-holdene.

Brabrand, der var tæt på oprykning til 1. division i sidste sæson, lagde godt fra land. Rent faktisk skulle de kun bruge 25 sekunder på at bringe sig foran, da Anton Søjberg Horup satte sidste fod på et angreb, hvor Randers FC-forsvaret vist blev “taget lidt på sengen”.

Randers FC var mest på bolden i første halvleg, og der var optræk til forsøg, men holdet havde udfordringer ved for alvor at sætte sig på spillet i kampens første halve time. Indlæg og stikninger var flere gange ved at føre til chancer, men præcisionen og timingen manglede lige det sidste.

I første halvlegs sidste kvarter var der dog et stærkt udtryk, og efter 37 minutters spil faldt udligningen. Simon Graves sendte en præcis bold i feltet. hvor Jesper Steendahl modtog bolden omringet af Brabrand-forsvarere. En af dem forsøgte at sparke bolden væk, men hamrede den direkte ind på en medspiller, så den endte i nettet.

Randers FC var i fuld kontrol det sidste kvarter af halvlegen, mens Brabrand var meget afventende.

Fra anden halvlegs start kom Brabrand længere frem på banen og var mere på bolden. Det var dog Randers FC, der fik sat gang i målene først efter en times spil. Her fik Tobias Klysner driblet sig igennem feltet, inden han sendte bolden på tværs, hvor Benjamin Stokke ved forreste stolpe kunne sparke bolden i mål til 2-1.

Der gik dog kun seks minutter, inden Brabrand fik udlignet. Igen var det med Anton Søjberg Horup i målscorerens rolle, da han afsluttede en omstilling med at sparke en tværpasning i feltet i kassen.

Tre minutter senere var Anton Søjberg Horup igen på pletten, da han igen stod godt placeret på en tværpasning, og så stod der 2-3.

Blot to minutter senere blev det dog 3-3. Tosin Kehinde viste prøver på sit hurtige antrit og lave tyngdepunkt, da han satte fart med retning mod feltet og kom forbi et par Brabrand-spillere. Til sidst blev han dog kantet, og der blev peget på pletten af kampens dommer.

Straffesparket tog Benjamin Stokke sig sikkert af, og så stod der altså 3-3.

Med syv minutter igen burde der nok være dømt endnu et straffespark, da U19-spilleren Karl Leth blev væltet i feltet, men dommerens fløjte forblev tavs.

I stedet var Brabrand tæt på at snuppe sejren til sidst, men en selvopofrelse af Jonas Dakir i målet forhindrede målet til 3-4. Dakir var nærmest passeret, men kom frygtløst tilbage og reddede afslutningen på stregen, men kolliderede med stolpen og slog skulderen hårdt. Reddet blev bolden dog, og kampen endte 3-3.

– Det var fedt med en anderledes reservekamp mod et hold fra toppen af 2. divison, der gik til den, havde gode relationer og spillede for at vinde. Det gav en masse værdifuld erfaring for især vores unge spillere. Vi skal også lægge alt i sådanne kampe, og det lykkedes vi med i store træk i dag, siger Randers FC-træner Rasmus Bertelsen og peger Jonas Dakirs redning i slutminutter ud som et eksempel på det.

Startopstilling med ændringer undervejs:
Jonas Dakir – Johnny Thomsen (78. Oliver H. Schmidt), Simon Graves (67. Karl Leth), Christoffer Persen, Oliver Bundgaard (28. Frederik Lund) – Tosin Kehinde (73. Jonas Graversen), André Rømer (46. Viktor Frandsen), Tobias Damsgaard, Tobias Klysner (84. Andreas Pisani) – Jesper Steendahl (70. Laurs Skjellerup), Benjamin Stokke

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Kristian Fredslund, Randers FC