Det lærte vi: Randers FC vs FC Nordsjælland

Søndag spillede Randers FC og FC Nordsjælland 1-1 på Cepheus Park Randers i 3F Superligaens 17. runde.

Man lærer meget ved at se en fodboldkamp i 3F Superligaen, men hvad lærte vi i Randers FC af kampen mod FC Nordsjælland?

FC Nordsjælland havde en dygtig målmand
Peter Vindahl Jensen var, uberettiget efter vores mening, ude med riven efter vores kampbane i et interview med TV3 Sport efter søndagens 1-1-kamp. Det får han ikke mange plusser i bogen for, for vi har årstiden taget i betragtning en rigtig flot bane, som vi gerne vil rose vores banefolk Henrik og Marianne for. For de knokler for sagen.

En cadeau skal der alligevel også Peter Vindahl Jensens vej for at stå en rigtig flot kamp, hvor han i flere situationer reddede sit hold. Hvis man ser bort fra en skovtur eller to, så viste han stor klasse, for både Tosin Kehinde og Marvin Egho havde i hvert fald afslutninger, som mange andre målmænd nok ikke havde haft succes med at redde. Det blev i den grad kampafgørende i søndags.

Vi var et mere boldbesiddende hold end FC Nordsjælland
Hvis der er noget, som FC Nordsjælland har slået sig op på, så er det at spille flot fodbold, hvor de er meget på kuglen. De anses vel for nærmest at have patent på den gode del af vores dejlige fodboldspil. Den præmis vil vi gerne udfordre, og det synes vi også, at vi fik gjort i søndagens kamp. Her havde vi mest boldbesiddelse. Godt nok var det kun med marginal forskel i procenterne, 50,1 % mod 49,9 %, men det fortæller da i hvert fald, at vi er lige så meget i boldbesiddelse som et af de hold, der anses som at være et af de bedre til den del (og det er vi generelt, hvis man kigger efter i statistikkerne).

I tv-kommenteringen kunne man høre, at nordsjællænderne blev taget lidt i forsvar, da de jo træner og spiller på kunstgræs til dagligt, så det betyder jo en del, når de skal på rigtigt græs? Nej, for vi har også kun trænet på kunstgræs i år, som er et valg, vi har truffet, da vi pt. vurderer, at vi får mere ud af det end på en græstræningsbane på denne tid af året. Så det var helt lige for begge hold på den front.

Vi var gode til at skabe chancer – men ikke så gode til at score
9 chancer skabte vi mod FC Nordsjællands 3. Til gengæld endte det 1-1 på måltavlen, hvilket vidner om, at vi ikke var så hulens effektive søndag eftermiddag. Førnævnte Peter Vindahl Jensen var en af årsagerne, men manglende kvalitet i afslutningerne havde nok også betydning. Marvin Egho blev i den grad en uheldig helt, for han manglede bare et mål til at krone en formidabel arbejdsindsats og kamp. Da han så endelig scorede, så var han lige akkurat offside. Vi håber virkelig på, at det inden længe vender for ham, og at centi- og millimeterne snart bliver til hans fordel.

Skudstatistikken sagde 17-9 i vores favør og nøgleafleveringer 10-3. Afleveringerne på modstandernes sidste tredjedel sagde 189-124, mens de forventede mål (xG) siger 2,58 mod 1,03.

Hvad fortæller det så? Ja, at hvis vi får tilsvarende kampforløb fremadrettet, så er vi ganske godt stillet, og havde vi spillet kampen igen, så havde vi med stor sandsynlighed vundet. Det fortæller dog også, at vi lige netop mangler den sidste kvalitet og skarphed foran mål. Den har vi forhåbentlig fundet frem på søndag, når vi skal et smut til Odense og forsøge at tage vigtige point med hjem til Randers.

Kilder: Superliga.dk og InStat

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Jan Christensen, Getty Images