Dagbog fra Marxen: Træning, køkkenrengøring og tv-serier

Corona-virussen har lukket det danske samfund midlertidigt ned, hvilket for Randers FC’s vedkommende betyder, at spillerne træner individuelt, da holdtræningen er suspenderet i øjeblikket. Vi har taget en snak med anfører Erik Marxen om den specielle situation.

Hvordan håndterer du situationen i øjeblikket, Erik?

– Man er jo rimelig magtesløs, må man sige. Jeg prøver at få tiden til at gå så godt som muligt, og så krydser jeg ellers fingre for, at pausen og samfundskrisen bliver så kort som muligt. I det store billede er det jo lidt ude af vores hænder. Jeg håndterer det ved at holde mig så godt i gang som muligt og leve op til de retningslinjer, der er blevet udstukket fra central hold. Andet kan vi jo ikke rigtig gøre.

Danmark er jo mere eller mindre lukket ned. Hvordan påvirker det dig?

– Det påvirker mig, som det påvirker alle mulige andre, tror jeg. Der tror jeg ikke, at fodboldspillere er noget specielt. Det gør jo, at der går nogle uger før, at man kan se sine kammerater igen. De sociale sammenhænge er gået ned generelt. Det er sjældent, at man har to-tre uger uden at se hinanden. Det sker en eller to gange om året. Så jeg er mere hjemme og bruger mere tid med kæresten. Og så er der tid til f.eks. at gøre køkkenet rent, og løbe flere ture end vi plejer. Jeg er ved godt mod, og det skal nok gå.

Hvad gør du konkret for at holde formen ved lige?

– Indtil videre har jeg løbet nogle ture henover weekenden. Nu skal jeg til i større omfang at løbe nogle lidt mere fodboldrelaterede løb. Jeg kan mærke på min krop, at den ikke er vant til at løbe 8-10 kilometer på landevej. Så jeg skal have fundet en kunstgræsbane, hvor jeg kan lave nogle lidt kortere og hurtigere løb med nogle kortere intervaller. Måske også have lidt bold med og løbe mellem nogle kegler. Så for mig er det noget med at forsøge og holde en struktur i hverdagen. Stadigvæk komme op i nogenlunde tid, komme i seng i nogenlunde tid og spise nogenlunde det jeg plejer at gøre og så træne efter bedste evne alene. Selvom man skal holde sig i gang, så vil jeg også prøve at udnytte tiden til at få en lille kærkommen pause og give kroppen lidt ekstra tid til at restituere, så nogle af de skavanker, man nogle gange kan slås med i slutningen af sæsonen, at de måske bliver lidt mindre eller helt udebliver denne her gang.

– Vi har fået omfattende træningsprogrammer. Det er vel ikke mere end en enkelt fridag, måske to i nogle af ugerne, som vi indtil videre har fået. Det er meget udførligt, så klubben sikrer sig, at vi får den træning, som vi skal have. Der er udspecificeret mange forskellige intervalløb, sprint osv., som vi skal løbe. Så det har de fuld styr på både Tobias Elstrup (fysisk træner) og Jonas Jensen (fysioterapeut).

Når du ikke træner, hvad får du så tiden til at gå med?

– I dag er det blevet til en otte kilometers gåtur, og nu er jeg som sagt i gang med at gøre køkkenet rent. Lidt mere i bund end der plejer at være tid og overskud til. Og så er jeg gået i gang med en ny serie. Så det er sådan nogle ting, som jeg primært får tiden til at gå med. Jeg kan godt blive lidt rastløs, så derfor bliver jeg nødt til at have nogle lidt praktiske gøremål i hjemmet. Men jeg kan også godt lide en god serie, så det prøver jeg også at udnytte, når nu man er helt fritaget for den overvejelse om man skal ud at mødes med nogle, se familien eller man skal ned på en café og spise et eller andet.

– Den serie vi er i gang med nu hedder The Outsider på HBO, som egentlig startede rigtig godt, men nu er jeg blevet lidt mere lunken i forhold til den. Jeg har det generelt svært med for meget overnaturlige fænomener, og jeg har lidt på fornemmelsen, at den er på vej i den retning. Så nu må vi se, om det er et godt eller skidt valg, slutter Erik Marxen.

Skrevet af: Martin Albrechtsen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images