Dagbog fra Carlgren: Myndighederne gør alt rigtigt

Corona-virussen har lukket det danske samfund midlertidigt ned, hvilket for Randers FC’s vedkommende betyder, at spillerne træner individuelt, da holdtræningen er suspenderet i øjeblikket. Vi har taget en snak med målmand Patrik Carlgren om den specielle situation.

Hvordan håndterer du situationen i øjeblikket?, Patrik.

Jeg passer på mig selv og min familie. Jeg træner hjemmefra og udfører de træningsprogrammer, som vi har fået. Jeg holder mig væk fra holdkammerater og andre mennesker. Jeg er kun sammen med min hustru og mit barn.

Hvad synes du egentlig om situationen i samfundet?

Jeg synes, at myndighederne gør alt rigtigt. De lukker mange ting ned, fordi større forsamlinger af mennesker udgør en risiko i øjeblikket. Jeg synes, det er rigtig godt, det som de gør. Vi bliver bare nødt til at lytte efter og følge de anbefalinger, som myndighederne kommer med. Og forhåbentlig er vi snart tilbage igen til en normal hverdag.

Hvordan holder du dig fit?

Jeg træner en til to gange hver dag herhjemme, hvor jeg gør alt, hvad jeg kan for at holde mig i form. Jeg træner bl.a. løb, spring og målmandsøvelser.

Har du kontakt med nogle af dine holdkammerater?

Ja, nogle få af dem. Dem som jeg normalt hænger ud med. Vi har en del kontakt med hinanden.

Hvad laver du, når du ikke træner?

Jeg laver mad, leger med min søn og er sammen med familien. Vi går bl.a. nogle ture ude i naturen. Jeg prøver bare at slappe af og få dagene til at gå.

Har du nogle gode råd til, hvordan man skal få tiden til at gå i øjeblikket?

Jeg synes i hvert fald ikke, at man skal lade sig stresse eller panikke. Man skal bare blive hjemme og slappe af. Jeg tror også, at det er en god mulighed for at lære sig selv bedre at kende. Derudover kan man jo gøre rent forskellige steder i hjemmet. Der er faktisk mange ting, som man kan give sig til. Man kan også gå en tur udenfor og nyde naturen. Bare lave ting som får hver time og hver dag til at gå.

Skrevet af: Martin Albrechtsen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images