Chanceorgie endte i 1-0-sejr

Langfredag kom naboerne fra Hobro IK på besøg på Cepheus Park Randers til Superligaens 30. spillerunde. Det var et Hobro-hold som var hævntørstige efter de måtte indkassere et mål i overtiden i sidste spillerunde, mod netop Randers FC. Det var en kamp hvor Randers FC kunne tage et stort skridt mod gruppens førsteplads.

Der skulle ikke gå mange sekunder før det stod klart, at det var et Hobro IK-hold, som skulle starte godt og energisk. De startede også de første par minutter med højt pres, men så kom Randers FC på banen. Blot seks minutter inde i kampen sendte Kasper Enghardt en lang bold i bagrummet – en bold som Emil Riis kom først på. Han fik revet sig fri, og bragte dermed Randers FC foran med 1-0 efter en flot afslutning fladt i det lange hjørne. Det var en scoring som rystede Hobro IK, og fik Randers FC mere på bolden. Kampen var meget lige og efter 16 minutters spil, var Randers FCs Kasper Enghardt tæt på at lave selvmål efter et Hobro IK-indlæg – mere så man ikke til Hobro IK i første halvleg.

Til gengæld så var Randers FC og i særdeleshed Marvin Egho ikke færdig med at presse Hobro IK-målet. Efter 24 minutter skulle Marvin Egho have bragt Randers FC foran med 2-0, da han sparker bolden over mål fra tæt afstand, og efter 35 minutter headede Marvin Egho bolden over fra tæt hold. Ind ville bolden ikke fra Marvin Egho, og derfor kunne Randers FC gå til pause foran med 1-0.

Anden halvleg startede som den første. Energisk start fra Hobro IK og så en chance til Randers FCs Emil Riis – denne gang uden scoring. Anden halvleg blev det man kunne kalde et chanceorgie med mange chancer til begge hold. Efter 58 minutter var Saba Lobjanidze tæt på efter en flot aflevering fra Kevin Conboy, men forsøget sneg sig lige forbi. To minutter senere ville alderspræsidenten Johnny Thomsen også være med, men han måtte se sit forsøg reddet af Hobro IK-keeperen. De chancer var ikke de eneste, da både Andre Rømer og Marvin Egho også var tæt på at bringe Randers FC foran med 2-0.

Kampen bølgede frem og tilbage, og også Hobro IK viste tænder, men ind ville bolden ikke. Efter 75 minutter skulle Benjamin Stokke have bragt Randers FC foran med 2-0, da han efter en flot aflevering af Andre Rømer kom alene med keeperen, men han måtte ligeså se sit forsøg blive reddet. Mere ville nettet ikke blafre, og derfor endte kampen med en vigtig sejr til Randers FC på 1-0.

Næste hjemmekamp er allerede på mandag d. 22. april klokken 14.00, hvor vi tager imod AaB i gruppefinalen. Så kom stadion mandag og hjælp drengene med at sikre første pladsen i gruppen.

Køb din billet på https://billet.randersfc.dk

Kort:
Pål Alexander Kirkevold (Hobro IK), Nicolai Poulsen (Randers FC), Jesper Bøge (Hobro IK)

Kampen tilskuertal: 3759

Dagens kampsponsor: Eliteklinikken Fysio Danmark

Startopstilling med ændringer:
Patrik Carlgren – Johnny Thomsen, Kasper Enghardt, Erik Marxen, Kevin Conboy – Björn Kopplin, André Rømer, Nicolai Poulsen, Saba Lobjanidze (88. Frederik Lauenborg) – Emil Riis (71. Benjamin Stokke), Marvin Egho (67. Mikael Boman)

Kampens spiller: Patrik Carlgren (valgt af tilskuerne via Randers FC-app’en)

Skrevet af: Oliver Maltha
Foto: Foto: Getty