Brandur Hendriksson ude på ubestemt tid

I reserveligakampen mod Vejle søndag eftermiddag i Tyrkiet måtte Randers FC’s færørske landsholdsspiller Brandur Hendriksson lade sig udskifte inden pausen efter et solouheld. Efter scanningen tirsdag ved vi helt nøjagtigt hvorfor. Korsbåndet er nemlig desværre revet over på den 21-årige midtbanespiller og en længere pause venter forude her mindre end en uge før Alka Superliga-start.

– Det er virkelig ærgerligt. Både for Randers FC, men selvfølgelig allermest for Brandur. Han havde haft en rigtig god vinteropstart og bankede for alvor på til startopstillingen blandt andet med gode præstationer på den netop overståede træningslejr. Det er virkelig en træls nyhed, men vi håber, at han kan komme stærkt tilbage, siger sportschef Ole Nielsen.

Brandur Hendriksson brillerede med et flot friskparksmål mod Bohemians Praha og et lækkert lob-mål i reserveligakampen mod Vejle, inden han måtte lad sig udskifte senere i halvlegen.

I efteråret blev det til fem kampe og et vigtigt sejrssmål i hjemmekampen mod FC Nordsjælland.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Getty