Brandærgerligt: Randers FC tager fra heden uden point

Randers FC tog i aften til heden på en mission om at få point med hjem til Kronjylland. Og hvor havde det været fortjent. Randers FC tabte dog desværre 1-0 til FC Midtjylland i aftenens kamp. 

Randers FC havde kampens første chance blot 30 sekunder efter dommeren fløjtede kampen igang, efter en aflevering fra Vito Hammershøy-Mistrati til Emil Riis, der desværre brændte en kæmpe chance.

Få minutter efter kunne FC Midtjylland bringe sig foran 1-0, men det var ikke noget, der afskrækkede de kronjyske drenge fra at køre på. Randers FC arbejdede sig ind i kampen, og de kunne gå til pause efter en rigtig god periode i sidste del af 1. halvleg.

I 2. halvleg tog Randers FC fat, hvor de slap i pausen og bed fortsat fra sig. Randers FC kom frem til det, de skulle og leverede en flot indsats mod de danske mestre, men de manglede desværre den sidste skarphed for at få bolden i mål. Randers FC havde nemlig intet mindre end 20 skud mod mål, hvoraf flere af dem, med lidt mere skarphed, kunne have resulteret i mål og dermed point.

Randers FC leverede et hårdt stykke arbejde, ligesom de er kendt for, og det er brandærgerligt, at de i aften må tage hjem til Kronjylland uden point.

Drengene må tage den stærke indsats med sig videre til næste kamp, hvor vi tager i mod Brøndby på hjemmebane fredag den 2. oktober kl. 19.00 på Cepheus Park Randers.

Skrevet af: Cecilia Anna Maul Pedersen
Foto: HERNING, DENMARK - SEPTEMBER 26: Live image from the Danish 3F Superliga match between FC Midtjylland and Randers FC at MCH Arena on September 26, 2020 in Herning Denmark. (Photo by Jan Christensen / FrontzoneSport via Getty Images)