Bertelsen: Bliver fedt at teste os af mod HSV

Der er to træningskampe på programmet for Randers FC i denne uge.

Onsdag eftermiddag går det løs på kunstgræsbanen i Ikast, hvor vi møder Viborg FF i en såkaldt VAR-kamp, hvor VAR-teknologien, der skal implementeres i 3F Superligaen i den kommende sæson, testes af. Ifølge assistenttræner Rasmus Bertelsen vil mange af de unge talenter fra både U17 og U19 få chancen i denne kamp.

Lørdag tester Randers FC så formen af i Hamborg, hvor kronjyderne skal op imod selveste Hamburger SV, hvilket Rasmus Bertelsen ser frem til.

– Det bliver fedt at få lov til at teste sig af mod noget modstand, som vi normalt ikke gør. Hamburger SV er en stor klub, der lidt er fanget i 2. Bundesliga lige nu. Men det er jo en kæmpe klub og lidt en mastodont set ud fra danske forhold. Der er mange, som har et forhold til dem, fordi man kan køre ned at se dem osv. Så det bliver selvfølgelig sjovt at prøve at spille mod dem, fortæller assistenttræner Rasmus Bertelsen.

 

Skrevet af: Martin Albrechtsen
Foto: Jan Christensen, Getty Images